Den japanske hovedprisvinder på sidste års Locarno filmfestival. En lavmælt film, der lader to årstider og to møder mellem fremmede mennesker spejle hinanden i poetiske paralleller.
Først: En sommerdag ved stranden. Lyden af bølgebrus spreder sig diffust langs lydbilledet. To unge, ensomme mennesker møder hinanden. De udveksler et par ord, går rundt i stilhed, går hver til sit, mødes igen, spiser sammen og svømmer i det stormfulde hav.
Dernæst: vinter, et bjerget snelandskab. Sneen absorberer al lyd, lægger verden i stilhed, og det reflekterende lys giver jorden en særlig glød. Storbymennesket Li, en manuskriptforfatter med skriveblokade, er rejst hertil for at, ja, hun ved faktisk ikke, hvorfor hun er taget afsted. Hun når frem til et øde pensionat, der drives af den gådefulde Benzo. De taler sammen, ja, men mest forbi hinanden. Alligevel begiver de sig en aften ud på et uventet eventyr i det natlige snelandskab.
Two Seasons, Two Strangers – som vandt hovedprisen på sidste års Locarno filmfestival – er baseret på to historier af mangategneren Yoshiharu Tsuge. Med en præcis sans for de mest beskedne gestusser fremmaner instruktør Sho Miyake en verden, der både er rundet af dyb tristesse og rummer en evne til genfortryllelse. Miyake arbejder med fortællemæssige metalag, som lader hvert blik og hver bevægelse give genklang i poetiske paralleller og kontraster. Two Seasons, Two Strangers er den type film, der renser sanserne og lader sin lille fiktion stå helt åben over for verden og dens mange uforklarligheder.
Om filmen har Sho Miyake selv udtalt: “Vi rejser og laver film for at træde ud af rutinen og de sædvanlige udtryk; for at gå ud i verden som en fremmed. Ord kan føre os nye steder hen, men kan også bedøve vores sanser. Gennem billeder og bevægelse kan vi møde andre – og os selv – mere fordomsfrit. Og vi vågner op til en verden uden navn, der er fyldt med stilhed og forundring.”
Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Kopi: Bitters End.