Det er det kølige og sentimentale efterår i Seoul, da Chu Sieon ankommer til byen. Han er onkel til Jeonim, en kunstner, der underviser på et universitet for kvinder. De har ikke set hinanden i ti år, men nu har niecen hidkaldt onklen for at overtale ham til at instruere et lille teaterstykke på universitet. Chu Sieon var engang en velkendt sydkoreansk skuespiller og instruktør, men i årevis har han af uklare årsager ikke kunnet udøve sin praksis, og har i stedet drevet en boghandel og levet et stille liv. 40 år tidligere instruerede han et lignende stykke på samme universitet, og da han påbegynder arbejdet med den lille trup af unge kvinder, vender ungdommens drømme og håb langsomt tilbage i den ellers aldrende krop. I mens går Jeonim hver morgen ned til et lille vandløb og skitserer dets bevægelser og mønstre for at prøve at forstå dem og bruge dem i sine tekstile værker. Og hver aften forandrer månen sig over dem.

By the Stream er den sydkoreanske filmskabers 32. film, og den er på mange måder klassisk Hong Sang-soo. Afdæmpet og øm. Underfortalt og hyperkompleks. Det er store følelser fortalt på en lille måde. Lange, vittige samtaler hen over spiseborde, luftige og spirende romancer, nedtonede dramaer, kreative kvababbelser – og naturligvis en satans masse alkohol. 

Der gemmer sig en hemmelighed i La Musica. Det er ikke til at sige præcist, hvor den oprinder eller hvad den omhandler, men den er mærkbar; til stede som et usynligt energifelt i de glasklare billeder og det koncentrerede lydspor. Hemmeligheden er ikke en gåde, vi skal løse, eller en fortælling, der skal blotlægges. Vi skal bare være i nærheden af den. Hemmeligheden er et blindt punkt midt i billederne, noget uforståeligt og stumt. Han, Hun og Den unge kvinde: Dét er filmens karakterer, og de er bærere af hemmeligheden. Han er rejst til en nordfransk provinsby for at afslutte skilsmisseprocessen fra Hun. På vejen møder han Den unge kvinde. De tre taler sammen og hver for sig, lader forhold spire og andre uddø. De går ind i et billede og forsvinder fra et andet. De er personer af kød og blod, men de er også brikker i et formalistisk puslespil. Han, Hun, Den unge kvinde. Det er umuligt ikke at lade sig fortrylle af dem og de rum, de befinder sig. Fra en fortovscafé til et hotelværelse. Fra landeveje til korridorer. Det her er en film, der ikke blot viser os de tre karakterer, den viser også rummet imellem dem. Og får os til at se det.

La Musica var Marguerite Duras’ debutfilm, medinstrueret af Paul Seban, og er baseret på hendes stykke af samme navn. Det er en film, der med sin præcise udfoldelse af kærlighedsforhold i indelukkede rum tilhører samme filmslægt som Carl Th. Dreyers Två människor (1945) og Huillet-Straubs From Today Until Tomorrow (1997). Allerede i denne første spillefilm er de formalistiske og konceptuelle træk, som Duras eksperimenterede med i sine senere, mere kendte film, til stede. Tekst, lyd og billede sættes i spænd, forskydes og fordobles. Når man ser en Duras-film, er det netop det forhold mellem de filmiske komponenter, der gør så stort indtryk på én. For det er herimellem, at Duras skaber et slags gennemsigtigt væv, der er til at føle på. Et hemmelighedsfuldt friktionsfelt, hvori hendes karakterer kan eksistere og en verden kan opstå.