Tusind sole


Tusind sole er en filmvisningsrække i København. Hver måned præsenterer vi én international premierefilm og ét genopdaget historisk værk, der på forskellig vis udvider filmmediets mulighedsrum og vores fælleshorisont. 

Billetpris: 
50 kroner (medmindre andet er angivet).

Tilmeld nyhedsbrev
Kommende visningeraugust

MOVING


Ohikkoshi
Shinji Sōmai
1993
124 min.
JAPAN
DCP
JAPansk tale / engelske undertekster  

Virkelighed og filmiske mulighedsrum flyder sammen i denne utrolige dannelsesfilm. Instruktør Shinji Sōmai (1948-2001) regnes blandt sin generations største filmskabere, og Moving har haft afgørende betydning for nyere japansk film.

                                                                                                                  “You don't need to know anything about the history of Japanese cinema to understand this film, which marks a period of the highest refinement in [Shinji Sōmai’s] career.” 
– Ryusuke Hamaguchi.

“An achievement… A seamless film.” 
– Kiyoshi Kurosawa.

Renko er en energisk pige i 6. klasse, hvis hjerte går i tusind stykker, da hendes forældre meddeler, at de skal skilles. Renko nægter at acceptere sin nye tilværelse uden videre. Hun skjuler skilsmissepapirerne, spæner vægelsindet rundt, spærrer sig inde på sit værelse og drømmer om en foreningstur ved Biwa-søen, hvor den lille familie engang holdt ferie. Indestængt og ked af det, men samtidig drevet af en kluntet nysgerrighed og opdagelsesiver, bevæger Renko sig rundt i Kyotos gader og afkroge.

Følelsernes opdragelse og Renkos hverdag danner filmens ramme, i hvert fald lige indtil den ramme overskrides og noget grundlæggende virkeligt forsvinder. Renkos perspektiv skubber til filmens logik og farver dens struktur. Det hele foregår så umærkeligt og blidt, at man ikke nødvendigvis opdager det med det samme. En imponerende forening af hjemligt drama og filmisk-metafysiske mulighedsrum. Netop dét var en af Shinji Sōmais store egenskaber, og i Moving skaber han i scene efter scene en dynamisk relation mellem Renko og hendes omgivelser. 

Sōmai rodfæster filmen i relativt lange, uafbrudte indstillinger, som han lader karakterernes uforudsigelige adfærd spille med og op imod. For Sōmai var formålet med de lange indstillinger ikke at anlægge et rigidt formsprog, men at arbejde med skuespillernes såvel som filmholdets energi – “to burst through the frame from within,” som den japanske filmskaber Ruysuke Hamaguchi formulerede det i et nyligt hyldestessay til sin landsmand. Shinji Sōmai valgte de greb, som var nødvendige for, at hans karakterer kunne brænde igennem, og i Moving er Renkos livskraft så stærk, at billedet på et tidspunkt ligefrem står i flammer.


Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Kopi: MK2.

[Læs mere...]



20. august
19.15
Cinemateket
(Gothersgade 55, 1123 København)

Køb  billet
Kommende visninger September


DRIFTING LAURENT

Laurent dans le vent
Anton Balekdjian, Léo Couture, Mattéo Eustachon 
2025
110 min. 
Frankrig
DCP
fransk tale / engelske undertekster

Den unge Laurent ankommer til et skisportssted i de franske alper uden for sæson. Planen er, at han vil drive rundt i de kolde bjerglandskaber, klamre sig til andre, hjælpe dem på vej, danne fællesskaber, alt sammen inden turisterne kommer. Hvem er Laurent egentlig?

Laurent. 29 år. En smuk drifter, der følger vindens retning. Ud af det blå kommer han dumpende ned på et skisportssted i de franske alper uden for sæson. Vi får at vide, at han leder efter meningen med livet, men Drifting Laurent er ikke en psykologisk rejse. Vi lærer først og fremmest Laurent at kende som et ydre; som en ensom fremmed, der inviterer sig selv ind hos mennesker; en arbejdsløs skikkelse, hvis eneste arbejde er at klamre sig til andre. Heriblandt: en fotograf, der tager billeder af landeveje, en landmand, der leder efter sin ged, en urtelæge, der bor alene med sin søn.

Som karakter indskriver Laurent sig i en rig filmhistorisk tradition af inciterende skikkelser, der aldrig afslører deres sande jeg. Dem, som forbliver en skitse, en idé, en skygge, noget flygtigt og fremmed, som man ikke desto mindre lukker ind og lader sig betage af. Fremmede fugle og karismatiske gratister som Falskspilleren i Erich von Stroheims Foolish Wives (1922), Den besøgende i Pier Paolo Pasolinis Teorema (1968), Den hjemvendte i Alain Guiraudies Misericordia (2024) og nu Laurent, Den vandrende.

Men Laurent er ikke et onde. Han hjælper dem, han møder på sin vej. Alle får deres øjeblik, og det er Laurent, der får dem til at skinne. Han er en outsider, men hvem er ikke det, når det kommer til et goldt bjergområde, hvor alt er kodificeret i henhold til årstider og turisternes ankomst? Et landskab og et folk i stille sjælevandring. Alle klarer sig, men også kun lige netop, og sammen udgør de et løst sammenhængende fællesskab.

Instruktørerne Anton Balekdjian, Léo Couture og Mattéo Eustachon mødte hinanden på filmskolen Cinéfabrique i Lyon. De debuterede i 2022 med Dying in Ibiza (A Film in Three Summers). Drifting Laurent er trioens anden film, og den havde verdenspremiere i Cannes ACID i 2025. Det er en film, der giver plads til øjeblikke af tøven, forvirring og usikkerhed. Tid til at vandre, til at mærke steder og mennesker, til lade venskabelige og seksuelle forhold slå rod. I hvert fald lige indtil vinteren kommer, og med den, turisterne…


Præsenteres i samarbejde med Grand Teatret.
Kopi: Best Friend Forever.


8. september 
19.00
Grand Teatret
(Mikkel Bryggers Gade 8, 1460 København)

Køb  billet


THE LAST DIVE – vises på 35mm


O Último Mergulho
João César Monteiro
1992
88 min.
PORTUGAL
35mm
PORTUGISISK TALE / engelskE UNDERTEKSTER

Vi udskyder efterårets komme en smule med portugisiske João César Monteiros sommerhede, drikfældige kærlighedsfilm The Last Dive. En eksistentiel film om håb og håbløshed og om i det mindste at nyde den sidste tid, vi har på jordkloden.


Unge Samuel sidder på havnen i Lissabon og kigger ned i det natsorte vand. Han har besluttet sig for at tage sit sidste spring. Hoppe i vandet og ikke komme op igen. Men pludselig kommer den pensionerede sømand Eloi forbi, som en dickens’sk juleånd, og får ham overtalt til at vente lidt med at springe. De skal lige have et par øl sammen, og så kan de hoppe sammen i bagefter. Det bliver begyndelse på det umage pars rejse rundt i den portugisiske hovedstads festende natteliv.

Over to dage og nætter drikker og spiser de lystigt, bliver barberet, besøger den fordrukne og dameglade Elois sengeliggende og lidende kone, danser og synger og køber et slips og finder sammen med nogle unge kvinder. En af dem er Elois meget stumme og meget betagende datter, Esperança, og uden at sige et ord får hun pustet en lille smule glæde og håb og liv ind i den ellers opgivende Samuel.

I hvert fald lige indtil de to mænd vender tilbage til havnen. For det er blevet tid til, at de begge skal træffe et valg: om enten at stille træskoene og tage det sidste hop eller blive hængende og nyde, at solsikkerne blomstrer og står høje som et menneske.

The Last Dive er et portræt af Lissabons stejle gader og tvivlsomme, fordrukne typer, der lever, når natten springer ud. Den er både en fortælling og en fornemmelse. En følelse af at være fuld og have tømmermænd og bevæge sig gennem livet på den skrøbelige sti mellem ekstase og desperation, forelskelse og håbløshed.

Dialogen er sparsom og store dele af den drukner i larmen fra gaden og livet i byen, og på den måde ender filmen med at mime Esperanças manglende evne til at tale. Derfor taler den med sine bevægelser, sin tidslighed, sine blikke. Med andre ord: en stumfilm a là João Cesar Monteiro. 

Filmen var Monteiros bidrag til serien Os Quatro Elementos om de fire elementer, der blev lavet af fire portugisiske instruktør og udkom i 1992. De tre andre instruktører værende Joaquim Pinto, João Mário Grilo og João Botelho. The Last Dive behandlede vandelementet. Og den er et oplagt udgangspunkt, hvis man endnu har til gode at bevæge sig ind i den portugisiske instruktørs filmiske verden. Monteiro tilhørte den generation af portugisiske filmskabere, der brød frem i 1960'erne, da landets fascistiske regime begyndte at krakelere. Hans samlede værk er spraglende, men alle filmene er drevet af et ønske om at forene folkelig komik a là Chaplin, aristokratisk pompøsitet, litterær realisme, seksuel okkultisme og formalistiske eksperimenter til et distinkt filmisk udtryk. 

På bedste Alfred Hitchcock-vis har Monteiro en vane for selv at dukke op undervejs i sine film. The Last Dive er ingen undtagelse. For instruktøren har en undseelig, men ikke mindre legendarisk cameo i filmen. Et kort moment, der indbefatter både en toiletrulle og et helt særligt blik.


Præsenteres i samarbejde med Cinemateket og den portugisiske ambassade.
Rettigheder: Leopardo Filmes. Tak til Paulo Branco.  
Kopi: Cinemateca Portuguesa - Museu do Cinema.

     

[Læs mere...]



25. September
19.00
Cinemateket
(Gothersgade 55, 1123 København)

Køb  billet
Støttet af


 2024 © Tusind sole