Den prisbelønnede spanske filmskaber Jonás Trueba er tilbage. Tilbage med en atypisk romantisk fortælling fuld af rap dialog, og som kender sin filmhistorie helt ud til fingerspidserne. En elegant film om et ægtepar, der vil tage den modsatte vej end alle andre, da de beslutter sig for at stoppe 15 års ægteskab ved at holde en kæmpe skilsmissefest.

Det spanske par Ale og Alex har været sammen i 15 år. De bor og arbejder i Madrid: Ale er filmskaber, Alex er skuespiller. Ale er i gang med at klippe en film, der har Alex i hovedrollen. De to kender hinanden ind og ud, og det eneste, som skiller deres navne fra hinanden, er det symbolske X. De nyder kulturelitens veltalende, argumenterende overskud og har modet til at søge alternative tilgange og indgange til tilværelsen. Så da de beslutter, at de skal skilles, betragter de det naturligvis som en fælles beslutning til alles bedste. Ingen grund til drama. De er optimistiske og beslutter, at separationen skal behandles atypisk. De kommer i tanke om Ales fritænkende far, der altid har argumenteret for, at brud og skilsmisser er noget, der skal fejres. Derfor beslutter parret sig for at holde en skilsmissefest og fejre, at det hele er slut. Som om de i virkeligheden skulle giftes. Bare omvendt.

Sammen mødes de med deres venner og overrækker dem nyheden om både skilsmissen og inviterer dem til festen, ligesom de tager sig af alle de praktiske ting, der nu engang følger med at afholde sådan en fest. Vennerne er mestendels skeptiske, men Ale og Alex står hårdt på, at de er okay, og at både bruddet og festen er for det bedste.

Men det er naturligvis ikke så let, som det lyder. Forholdets dynamikker, vaner og rutiner har ændret sig, så selvom alt er fryd og gammen, er der på samme tid hele tiden en forvandling i gang. For hvem arbejder hvor, hvem får engelsk undervisning hvornår, og hvem skal egentlig lave kaffen? Og hvad er det egentlig for en film, Ale er i gang med at lave med Alex i hovedrollen? Og er ideen om en skilsmissefest i virkeligheden ikke mere noget, man ser på film og ikke i det virkelige liv?

The Other Way Around er en let, luftig og ekstremt levende film om forholdets evigt omskiftelige dynamikker. Det er samtidig en film, der har en film inde i sig, og som konstant lægger små tråde ud til filmhistorien, særligt af den amerikanske slags. Ale og Alex diskuterer eksempelvis Blake Edwards’ sex-komedier fra 1970’erne og låner hinanden filmbøger skrevet af den amerikanske filosof Stanley Cavell. Ja, faktisk er deres skilsmissefejring i The Other Way Around en versionering af det, Cavell har betegnet som ”the comedy of remarriage”, hvilket henviser til de madcap-komedier fra 1930’erne og 1940’ernes Hollywood, hvor et fraskilt par modvilligt genforenes. Med andre ord er The Other Way Around en film, der sætter sig selv i slægtskab med en vis filmisk tradition, samtidig med at den spørger: hvad vil det sige at lave en romantisk komedie anno 2024?

Uanset om man har kendskab til den filmhistorie, Trueba udruller eller ej, er det så godt som umuligt ikke at blive charmeret af den lune og umiddelbarhed, der strømmer igennem dette lille mesterværk.

Præsenteres i samarbejde med Gloria.
Kopi: Edge Entertainment.

Filmskaberen Sohrab Shadid Saless er en overset skikkelse i den tyske Neuer Deutscher Film-bølge. Men hans film og navn fortjener en plads ved siden af Fassbinder, Farocki og Herzog. Far From Home er den iranske instruktørs første film, efter han flyttede til Tyskland. En eminent fortælling om hjemve, eksil og hverdagens monotoni for en tyrkisk gæstearbejder.

På en fabrik i Vestberlin sidder den tyrkiske mand Husseyin. Dag efter dag sidder han her i sin blå kedeldragt og placerer små stykker metal i en grøn stansemaskine, der skærer metallet over i en stemplende bevægelse, inden Husseyin lægger et nyt stykke i maskinen, der endnu en gang stempler og skærer metallet. Sådan fortsætter det, indtil Husseyin har fri. Så trækker han i sin mørkebrune frakke og sine lysebrune bukser og traver ad de våde vesttyske gader med sin lædermappe under armen.

Nogle dage traver han til toget. Nogle dage beder hans medpassagerer ham om at rejse hjem til, hvor han kommer fra. Andre dage bliver han afvist af sexarbejdere, selvom han har penge. Og helt tredje dage forsøger han at komme i kontakt med kvinder ved at invitere dem på kaffe via gebrokne tyske sætninger, han læser op fra et sammenkrøllet papir.

Gennem repetitionerne fremstår Husseyins liv mekanisk, trøstesløst, monotont, ensomt. Alt er fremmed for den fremmede. Kun når han klatrer op ad trapperne til den lejlighed og de rum, han deler med andre tyrkiske gæstearbejdere, ændres mekanikken. Her spiller de backgammon, drikker tyrkisk te og samles om et måltid. Her drømmer de om fremtiden, mindes fortiden, har hjemve, skændes om penge og forsøger at lære tysk nok til at finde en kone. 

Ved at følge Husseyin over nogle få dage i hverdagens teater af rutiner udvikler Far from Home sig til et underspillet portræt af livet som gæstearbejder, immigrant og fremmed i 1970’ernes Vesttyskland. Det er en film, der med sin marginaliseret gæstearbejder-tematik lægger sig i forlængelse af blandt andre Rainer Werner Fassbinders Ali: Fear Eats the Soul (1974). Det er en film med sparsom dialog og lange statiske scener, der efterlader seeren alene i billederne, rummene og intetheden længe efter, at karaktererne er trådt ud af dem. Og en film om kulturelle kløfter, sprogets begrænsninger, isolationens konsekvenser, og om den evige jagt på den bedre tilværelse.

Far from Home er fuld af tog, der ankommer og afgår, breve, der bliver skrevet og læst, og uredte senge, der står tomme tilbage og symboliserer den ensomhed, der altid vil eksistere i eksilerede karakterer.

Filmskaberen instruerede Far from Home et år efter han var flyttet fra Iran til Tyskland og pludselig selv blev ‘gæstearbejder’. I 1974 vandt han Sølvbjørnen på Berlin Film Festival for filmen Still Life, og han følte, at Europa tog hans film mere alvorligt end de gjorde i Iran. Far from Home blev indspillet på 13 dage, og bortset fra den kendte iranske filmskaber og skuespiller Parviz Sayyad i rollen som Husseyin, er skuespillerne personer, han mødte på gader og barer i Kreuzberg.

Sohrab Shahid Saless levede selv et migrerende liv. Han lavede 13 film i Tyskland mellem 1975 og 1991, inden han flyttede til først Tjekkoslovakiet og siden Chicago, hvor han levede frem til sin død i 1998. 

NYRESTAURERET VERSION
Far from Home er blevet restaureret af Shahid Saless Archive, der i flere år har arbejdet på at restaurere Sohrab Shahid Saless’ film. De fleste af dem er aldrig blevet kommercielt udgivet, og de analoge kopier er sjældent vist.

Filmen er tredje del af en utilsigtet trilogi med fokus på stilhed og social isolation. De to andre film er A Simple Event (1973) og Still Life (1974).

Præsenteres i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark og Cinemateket.

Kopi: Shahid Saless Archive (Vivien Buchhorn). Rettigheder: PROVOBIS Gesellschaft für Film und Fernsehen mbH

Vi er kun halvvejs i 2020’erne, men vi tør godt allerede nu udnævne exergue - on documenta 14 som en af årtiets mest overvældende dokumentarfilm. Et filmisk unikum på 14 timer fortalt i 14 kapitler, der følger kurator Adam Szymczyk, mens han står i spidsen for den 14. udgave af en af verdens mest prominente kunstudstillinger, documenta.

exergue - on documenta 14: Bag den beskedne titel gemmer der sig et storværk på 14 timer om kunstinstitutionen documenta og dens rolle i en foranderlig verden. Filmen følger den kunstneriske leder Adam Szymczyk og hans hold af kuratorer fra 2015 til 2017, mens de forbereder den 14. udgave af mega-udstillingen documenta.

Under titlen “Learning from Athens” byggede deres udstilling på et ønske om at konfrontere den politiske dagsorden med historiske perspektiver, og i et forsøg på at skubbe til kunstinstitutionens grænser skulle udstillingen ikke blot afholdes i Kassel som almindeligvis, men også i Athen, epicentret for flygtninge- og gældskrisen.

Med sit todelte fokus medførte “Learning from Athens” ikke blot store logistiske udfordringer, men resulterede også i et økonomisk underskud for documenta og genererede en medieskandale af internationale proportioner, der i sidste ende overskyggede udstillingens kunstneriske meritter. Szymczyks kurateringsprincipper udløste også kritik, da de blev opfattet som didaktiske og som en instrumentalisering af presserende emner som flygtningekrisen, neoliberalisme og højrefløjens verdensomspændende fremgang.

Alt dette forholder exergue - on documenta 14 sig til. Ved at klippe mellem forberedelserne på udstillingen og den efterfølgende åbning og modtagelse formår filmens instruktør Dimitris Athiridis at spejle de to processer i hinanden og genvinde nogle af de kuratoriske overvejelser, som blev glemt i lyset af medieskandalen.

Det særegne ved exergue - on documenta 14 er, at den beror på en række indre spændinger. Med en spilletid på 14 timer, opdelt i 14 kapitler, er der tale om en narrativ og oplevelsesmæssig tour de force, men filmen er samtidig sammenstykket af et yderst lavmælt og undseeligt formsprog. Athridis’ kamera er mestendels håndholdt og observerende, og det lader os iagttage kuratorholdets vanlige arbejdsopgaver: mailkorrespondancer; diskussioner om pressemeddelelser; rejser til andre dele af verden for at mødes med kunstnere; installationer af værker; redaktions- og budgetmøder; endnu flere redaktions- og budgetmøder; endnu endnu flere redaktions… og takket være den serielle struktur akkumuleres skildringen af sådanne arbejdsopgaver til noget forunderligt fascinerende.

Resultatet er et hidtil uset indblik i den institutionelle kunstverden, samt de politiske og økonomiske mekanismer, som både muliggør og begrænser kunstens levedygtighed. Whiteboard-tavler og excel-ark har aldrig før været så filmisk vedkommende.

I 00’erne førte Pedro Costas In Vanda’s Room og Wang Bings West of the Tracks dokumentarfilmen ad nye veje. I 10’erne gjaldt det Lucien Castaing-Taylor og Véréna Paravels Leviathan og Chantal Akermans No Home Movie. Når vi om fem år skal gøre regnskab over 2020’ernes filmkunst, mon ikke at exergue - on documenta 14 er en af de film, der vil have efterladt et seriøst aftryk.

PROGRAM
Filmen vises over to dage. 7 kapitler pr. dag.  
Vi serverer kaffe og te i pauserne. Det vil være muligt at købe mad i Cinematekets restaurant eller café (ikke inkluderet i billetten). 

Billetpris: 125 kr. pr. dag (husk at købe billetter til begge dage).

LØRDAG DEN 10. MAJ
14.00-16.00: Kapitel 1-2
16.00-16.10: Pause
16.10-18.20: Kapitel 3-4
18.20-19.00: Pause
19.00-21.30: Kapitel 5-7

SØNDAG DEN 11. MAJ
12.30-15.30: Kapitel 8-10
15.35-16.00: Pause
16.00-18.05: Kapitel 11-12
18.05-18.30: Pause
18.30-20.50: Kapitel 13-14
20.50. Tak for denne gang!

Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Kopi: Kino Rebelde.

“What good is it to save a man if you destroy him while you’re doing it?”

En ung mand bliver slået i hovedet med en vandflaske på et dansegulv og ender med at miste livet. Sagen er klar: Robert Graham, den mand, der slog med vandflasken, er den skyldige. Han slog, fordi han troede den anden mand rakte ud efter en kniv. Men kniven viste sig blot at være et lommetørklæde. Fra selvforsvar til manddrab, et liv der splintrer på et splitsekund.

Mark Brady er statsadvokaten, der skal lede sagen mod Robert Graham. Bevæbnet med sætninger som: “The criminal code is my bible”, “Somebody’ got to pay” og “An eye for an eye”, får han dømt Graham til ti års fængsel, selvom han udmærket ved, at han ikke bærer den kriminelles DNA, men blot er en ung mand, der mistede besindelsen et kort øjeblik.

Flere år senere er Graham ved at blive desperat og sindssyg i sin lille fængselscelle, da statsadvokat Brady pludselig bliver direktør i selvsamme fængsel. Han ankommer med sin smukke datter, Mary, og en alternativ tilgang til fængselsdrift, hvor man eksempelvis godt kan lade sig barbere af en fange, der sidder inde på livstid for at have skåret halsen over på en anden mand. Og måske er Bradys ankomst, en ny chance for Graham i en verden fuld af ødelagte mænd med nedbrudte sind og knækkede sjæle. 

I The Criminal Code (da. Den uskrevne lov) befinder man sig i den omvendte verden. En verden, hvor koderne, reglerne og straffeloven ikke lyder på samme måde, som på den anden side af murene. Det er en verden, hvor moralens vogter og den, der sørger for, at koderne bliver overholdt, og de knækkede mænd stadig kan stå oprejst, paradoksalt nok spilles af Boris Karloff, der er mest kendt for at have spillet Frankenstein.  

Her i 1931 udnytter Howard Hawks alle filmteknologiens nyeste muligheder. Allerede i denne tidlige Hawks-film eksperimenterer instruktøren med den form for speed-talk og overlappende dialog, som han senere skulle blive kendt for at bruge i sine screwball-komedier. I The Criminal Code tilfører de rappe replikker dog ikke leg og lethed, men en kontant og brutal tone til de i forvejen dunkle billeder plukket direkte fra dit værste mareridt, hvor militante rækker af marcherende fanger bevæger sig op og ned og ud og ind i takt og i mønstre. Her hviner sirener skingert, og fangerne jamrer i et infernalsk kor af hyl og skrig for at stresse fængselsbetjentene og skabe et kaos, hvori fangernes egne regler kan opretholdes og eksekveres. Filmen er fra 1931, da lydfilmen stadig var forholdsvis ny, og det er svært ikke at tænke på, hvilken effekt lydene måtte have på datidens stadigt uøvede ører. 

The Criminal Code er et af Hawks’ mere oversete værker. Det skyldes til dels, at hans kendte og populære Scarface (1932) udkom kort tid efter og kastede en tung skygge over den. Men The Criminal Code er mindst lige så brutal og filmisk overvældende. Og selv den dag i dag besidder filmen en klarhed og direkthed, som kun få andre film har været i stand til at fremmane.

Hvis der er en ting, loven ikke dækker, er det kærlighed, og The Criminal Code er ikke kun en film om skæbne og moral. Den er til syvende og sidst også en film om kærlighed. Mellem fanger, mellem far og datter og mellem mand og kvinde. Yeah?

Yeah.

Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Kopi: Svenske Filminstitutet.

En aften dedikeret til to af de største stemmer i fransk film, Jean-Luc Godard og Paul Vecchiali. De to filmskabere gik bort i henholdsvis 2022 og 2023, men på dødslejet nåede de hver især at indspille deres sidste film, som siden er udkommet posthumt. Det er umuligt at forlade en film af Godard ubeskadiget, ligesom man ikke kan forlade en film af Vecchiali uberørt. De var venner og kollegaer, og vi er stolte over at kunne præsentere deres afskedsværker sammen.

Scénarios + Exposé du film annonce du film “Scénario” (Godard)
Da Jean-Luc Godard døde den 13. september 2022 af assisteret selvmord, havde han i to år arbejdet på sin sidste spillefilm, Scénario. Filmen skulle have været inddelt i seks kapitler og bestået af både stillbilleder og levende billeder. Godard havde brugt utallige notesbøger til at nedskrive sine tanker og idéer. Men i dagene op til sin død vendte han filmen på hovedet og fortalte sine assistenter, Fabrice Aragno og Jean-Paul Battagia, at den nu skulle bestå af to sekvenser. Dette blev til filmen Scénarios (18 min.). 

De to sekvenser i Scénarios indledes med en række identiske scener. Men den anden sekvens slår så ind på en anden vej og afsluttes med et selvportræt af Jean-Luc Godard – dette er de sidste billeder af Godard, og de sidste billeder skabt af Godard. Han sidder i sin seng i bar overkrop, i en position, der minder om Pigalles skulptur af den afklædte Voltaire. Godard skjuler intet af livets eller kroppens slid. Og så slutter Scénarios, som den begyndte: med en gentagelse. En evig tilbagevenden. 

Et år tidligere, i oktober 2021, havde Godard præsenteret sine tanker om spillefilmen Scénario til Aragno og Battagia. Selvom spillefilm aldrig blev til noget, blev denne præsentation af idéen om en spillefilm optaget og omformet til sin egen film: Exposé du film annonce du film “Scénario” (36 min.)

De to film havde verdenspremiere på Cannes Festivalen i 2024. 
(Skrevet af Écran noir productions, oversat og redigeret af Tusind sole)

Bonjour la langue (Vecchiali)
Et improviseret melodrama indspillet på én dag i oktober 2022 – en måned efter Jean-Luc Godards død, til hvem filmen også er dedikeret. Titlen Bonjour la langue er en reference til Godards film Adieu au langage fra 2014, og en af filmens to hovedkarakterer hedder da også Jean-Luc. Denne spilles af Pascal Cervo, Paul Vecchialis faste samarbejdspartner, mens Vecchiali selv indtager den anden hovedrolle. Efter seks års adskillelse konfronterer Jean-Luc sin far med fortidens spøgelser. De taler om Jean-Lucs mor og om de ting, de plejede at lave sammen, da Jean-Luc var barn. De taler om filmskaberen John Ford, om tærsklen mellem drøm og virkelighed, om alderdom og ungdom. Kort sagt, de taler om livet. 

Vecchiali græder gennem hele filmen. Først græder han, da han genforenes med sønnen. Senere græder han, fordi han tænker på de venner, som er gået bort. Og hver gang er det svært at gennemskue, om det er karakteren, der græder, eller om det er Vecchiali selv. I sidste ende er det også underordnet, om det er den ene eller anden. I alle sine film har Vecchiali ladet karakter og skuespiller træde ligeværdigt frem, side om side, uden hierarki. Det eneste, der betyder noget, er det, tårerne udtrykker. 

Bonjour la langue starter med et løfte til tilskueren: Disse billeder vedrører følelser. Følelser er svære at vække; de kræver opmærksomhed og seriøs omsorg, både fra filmskaberen og fra publikum. Det er som Samuel Fuller forklarer det i Godards Pierrot le Fou (1965): “A film is like a battleground – it has love…hate…action…violence…death…in one word – emotions.” Vecchiali sælger os ikke følelser, han tilbyder dem til os. Følelserne kommer ikke kun til udtryk gennem karaktererne, men gennem hele filmen, dette alsidige medie bestående af tid, bevægelse, stilhed, lyd, musik, rum, mennesker og genstande. Dette er en filmkunst, der har tillid til sit publikum og til den familiære kærlighedshistorie på lærredet.

Paul Vecchiali døde den 18. januar 2023 i en alder af 93 år, fire måneder efter Godard. Bonjour la langue havde verdenspremiere på Locarno Film Festival ‘23 og blev den sidste tilføjelse til et værk, der spænder sig over 57 år og mere end 40 film. Ligesom Godard var han folkelig og marginal på én og samme tid. 

Præsenteres i samarbejde med Den Danske Filmskole.

Kopi: Écran noir productions og Vidéo de poche. 
Tak til Mitra Farahani, Fabrice Aragno, Nicole Brenez, Benjamin Delboy og Malik Saad.

Efter sin mors død forsøger den 11-årige dreng Andrea at komme tættere på sin far. Faren, der er britisk konsul i Firenze, bearbejder sin sorg ved at kaste sig over sit arbejde, og når han endelig er hjemme, rækker hans omsorg sig kun til Andreas lillebror, Milo. Men hvor Milo stadig har den alderstypiske immunitet over for verden og dens traumer, opfatter og føler Andrea mere, end han er i stand til at sætte ord på. Det er langs denne usigelige afgrund, at instruktør Luigi Comencini i Misunderstood konstruerer sit melodrama og tegner et hjerteskærende portræt af en moderløs dreng.

Andrea og Milo, overladt til deres fantasi, bygger huler i deres luksuriøse hjem. Et bevægende og zoomende kamera iagttager dem skabe disse hemmelige rum: fysiske og mentale tilflugtssteder, som er forbundet til hverdagens værelser, men også adskilt fra dem. Der er en verden til forskel på den måde, vi forstår rummene på, når børnene har frit lejde, og når faren og hjemmehjælperen er til stede. Comencini gør således dramaets kerne til et rumligt anliggende; han sublimerer familiens indbyrdes relationer og gør dem konkrete. Filmens melodramatiske styrke opstår ikke kun i kraft af rummets symbolik, men også dets bogstavelighed.

Luigi Comencini var en alsidig filmskaber. Han bedrev sig inden for mange forskellige stilarter – fra neorealisme over komedier til historiske samfundsskildringer – men det var inden for det klassiske melodrama, at han særligt var i stand til at give filmisk form til barndommens verden. I Misunderstood er der især ét nærbillede af Andrea i færd med at lytte til en båndoptagelse af sin mors stemme, der formår at internalisere barndommens stille alvor i al sin kompleksitet. 

Med sin respekt for barnets blik, er det en film, som danner et åndeligt slægtskab med film som Yasujirō Ozus I Was Born, But…, François Truffauts 400 Blows, Robert Bressons Mouchette, Joseph Loseys The Boy with Green Hair og David Depessevilles Astrakan.

Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.

Kopi: Intramovies. Tak til Radiance Films.