Tusind sole


Tusind sole er en filmvisningsrække i København. Hver måned præsenterer vi én international premierefilm og ét genopdaget historisk værk, der på forskellig vis udvider filmmediets mulighedsrum og vores fælleshorisont. 

Billetpris: 
50 kroner (medmindre andet er angivet)
Arkivfebruar2025

Misericordia

Alain Guiraudie  
2024 
102 min.
Frankrig 
DCP 
Fransk tale / engelske undertekster

I Misericordia, Alain Guiraudies syvende spillefilm og seneste mesterværk, befinder vi os i en flække i det fransk-occitanske område Aveyron. Det er efterår, dæmringstime, bladene er faldet, mulden er fugtig, svampene gror. Jérémie (Félix Kysyl) er vendt tilbage til sin hjemby for at deltage i bisættelsen af sin tidligere chef, landsbyens bager. Han indlogerer sig hos chefens enke, Martine (Catherine Frot), til stor gene for Vincent, enkens søn, Jérémies gamle ven (Jean-Baptiste Durand). Det er ikke til at tyde præcist, hvad Jérémies hensigter er, eller hvad han forestiller sig, at hans tilbagevenden skal opnå. Queerness har altid været det naturlige afsæt for Guiraudies film, og i Misericordia er det takket være uvisheden om Jérémies planer, at Guiraudie kan fremmane et flersidigt begær i sine billeder. Et begær, der kan modulere og antage mange former. Filmen er befolket af elskværdige arketyper (abbeden, enken, bonden, politimanden, flakkeren), som Guiraudie tilfører nyt liv ved at lade dem vise andre sider af sig selv, når det skumrer og natten falder på. 

Alain Guiraudie er en underskovens filmskaber. I film efter film trænger hans kamera ind i de sydfranske skovområder for at finde det sted, hvor begæret kan få frit løb. Buske, krat og grene udgør en sammenviklet vegetation, som karakterer kan gemme sig bag, blive en del af, afskærme sig fra omverden med. Det er også et sted, hvorfra de kan lure. Hvorfra de kan iagttage andre uden selv at blive iagttaget (så vidt de ved i hvert fald). Et sted hvor nogle ting kan gro, og andre ting kan dø. En organisk vækst, en begyndende fordærvelse. 

Misericordia betyder barmhjertighed. En rammende titel. For Guiraudie synes barmhjertighed at være en essentiel kvalitet, som rækker dybere end blot tilgivelse. Det vedrører snarere det at forstå andre hinsides enhver moral. Det at række ud til andre. Det at indkredse sit eget og andres begær samtidig med, at man slipper det hele frit. Guiraudie fremskriver denne filmverden med humor og krystallinsk klarhed. Han forcerer hverken barmhjertighedens fortælling eller filmsprog, og lader i stedet det hele udfolde sig sådan som det nu vil, stille og roligt, nysgerrigt og uden fordomme.

Præsenteres i samarbejde med Gloria.

Kopi: Les Films du Losange

[Læs mere...]



6. februar + 7. februar
20:00
gloria
(rådhuspladSen 59, 1550 København V)

Arkivjanuar2025

La Musica

Marguerite Duras, Paul Seban 
1967
80 min.
Frankrig
DCP 4K 
Fransk tale /  engelske undertekster

Der gemmer sig en hemmelighed i La Musica. Det er ikke til at sige præcist, hvor den oprinder eller hvad den omhandler, men den er mærkbar; til stede som et usynligt energifelt i de glasklare billeder og det koncentrerede lydspor. Hemmeligheden er ikke en gåde, vi skal løse, eller en fortælling, der skal blotlægges. Vi skal bare være i nærheden af den. Hemmeligheden er et blindt punkt midt i billederne, noget uforståeligt og stumt. Han, Hun og Den unge kvinde: Dét er filmens karakterer, og de er bærere af hemmeligheden. Han er rejst til en nordfransk provinsby for at afslutte skilsmisseprocessen fra Hun. På vejen møder han Den unge kvinde. De tre taler sammen og hver for sig, lader forhold spire og andre uddø. De går ind i et billede og forsvinder fra et andet. De er personer af kød og blod, men de er også brikker i et formalistisk puslespil. Han, Hun, Den unge kvinde. Det er umuligt ikke at lade sig fortrylle af dem og de rum, de befinder sig. Fra en fortovscafé til et hotelværelse. Fra landeveje til korridorer. Det her er en film, der ikke blot viser os de tre karakterer, den viser også rummet imellem dem. Og får os til at se det. 

La Musica var Marguerite Duras’ debutfilm, medinstrueret af Paul Seban, og er baseret på hendes stykke af samme navn. Det er en film, der med sin præcise udfoldelse af kærlighedsforhold i indelukkede rum tilhører samme filmslægt som Carl Th. Dreyers Två människor (1945) og Huillet-Straubs From Today Until Tomorrow (1997). Allerede i denne første spillefilm er de formalistiske og konceptuelle træk, som Duras eksperimenterede med i sine senere, mere kendte film, til stede. Tekst, lyd og billede sættes i spænd, forskydes og fordobles. Når man ser en Duras-film, er det netop det forhold mellem de filmiske komponenter, der gør så stort indtryk på én. For det er herimellem, at Duras skaber et slags gennemsigtigt væv, der er til at føle på. Et hemmelighedsfuldt friktionsfelt, hvori hendes karakterer kan eksistere og en verden kan opstå.  

Præsenteres i samarbejde med Den Danske Filmskole.

Kopi: 1966 Production Raoul Ploquin – Artistes Associés / René Chateau Vidéo

[Læs mere...]


A GOOD ENOUGH START
Marguerite Duras, 1966

Because I'd already written several scripts, I wanted to be on set, behind the camera. 'La musica' seemed to me to be suitable for a debut film. First, because it's a film without any secondary roles. Then, because it poses a challenge to mise en scène: how to show two people 'locked up' on-screen, who talk to each other for an hour... I am delighted with my actors. Delphine Seyrig and Robert Hossein are like magic: they are born actors and of the same ilk. It was difficult to find a woman and a man and to marry them. Together, they form a couple I believe in. Julie Dassin has a kind of wildness combined with a certain purity.  

Kilde: “Marguerite Duras et La Musica”, La Gazette de Lausanne, 23. juli 1966. Udgivet på engelsk i My Cinema (2023, Another Gaze, p. 56).

THE WOMAN FROM ÉVREUX
Marguerite Duras, 1967

She is thirty-three and thirty-seven. 

Against all fashions of thought, of living and dressing and speaking and loving and behaving and lying.

Meaning that she doesn't let herself be led by any common standard of living, of dressing, of loving, etc., because she is subject to some strange directive from which she has trouble escaping. In other words, she doesn't have any principles. Rather, she has what might be called 'a temperament that is not masked by character'. In other words, she isn't encumbered by psychology. It is out of self-interest that she comes off as incompetent. She is incredibly competent. It is not out of self-interest that she lies, but because she has a fundamental need to hide things. Where does this need for concealment come from? From the absolutism of her inescapably tragic character. 

***

The man talks about the solitary outings of the woman because he has a need for storytelling and because he takes a sort of delight in the historical pain he experiences in the telling of this painful story.

Their last meeting no longer bears the traces of any grievances or wrongdoings. All wrongdoings and quarrels have evaporated. With the termination of married life, at last there is no longer anything left to obstruct feeling. 

Uddrag fra “La femme d'Evreux: Notes pour Delphine seyrig et Robert Hossein”, udgivet i Cahiers du cinéma nr. 187, 1967, s. 43. Udgivet på engelsk i My Cinema (2023, Another Gaze, p. 55-56). 


21. januar
19:00
Den Danske Filmskole
(Theodor Christensens Plads 1, 1437 København K)


by the stream

Hong Sang-soo 
2024 
111 min.
Sydkorea 
DCP 
Koreansk tale / engelske undertekster

Det er det kølige og sentimentale efterår i Seoul, da Chu Sieon ankommer til byen. Han er onkel til Jeonim, en kunstner, der underviser på et universitet for kvinder. De har ikke set hinanden i ti år, men nu har niecen hidkaldt onklen for at overtale ham til at instruere et lille teaterstykke på universitet. Chu Sieon var engang en velkendt sydkoreansk skuespiller og instruktør, men i årevis har han af uklare årsager ikke kunnet udøve sin praksis, og har i stedet drevet en boghandel og levet et stille liv. 40 år tidligere instruerede han et lignende stykke på samme universitet, og da han påbegynder arbejdet med den lille trup af unge kvinder, vender ungdommens drømme og håb langsomt tilbage i den ellers aldrende krop. I mens går Jeonim hver morgen ned til et lille vandløb og skitserer dets bevægelser og mønstre for at prøve at forstå dem og bruge dem i sine tekstile værker. Og hver aften forandrer månen sig over dem.

By the Stream er den sydkoreanske filmskabers 32. film, og den er på mange måder klassisk Hong Sang-soo. Afdæmpet og øm. Underfortalt og hyperkompleks. Det er store følelser fortalt på en lille måde. Lange, vittige samtaler hen over spiseborde, luftige og spirende romancer, nedtonede dramaer, kreative kvababbelser – og naturligvis en satans masse alkohol. 

Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.

Kopi: Finecut

[Læs mere...]



9. januar
19:15
Cinemateket
( Gothersgade 55, 1123 København )
Støttet af


 2024 © Tusind sole