Præsenteres i samarbejde med Grand Teatret.
Kopi: Best Friend Forever.
Renko er en energisk pige i 6. klasse, hvis hjerte går i tusind stykker, da hendes forældre meddeler, at de skal skilles. Renko nægter at acceptere sin nye tilværelse uden videre. Hun skjuler skilsmissepapirerne, spæner vægelsindet rundt, spærrer sig inde på sit værelse og drømmer om en foreningstur ved Biwa-søen, hvor den lille familie engang holdt ferie. Indestængt og ked af det, men samtidig drevet af en kluntet nysgerrighed og opdagelsesiver, bevæger Renko sig rundt i Kyotos gader og afkroge.
Følelsernes opdragelse og Renkos hverdag danner filmens ramme, i hvert fald lige indtil den ramme overskrides og noget grundlæggende virkeligt forsvinder. Renkos perspektiv skubber til filmens logik og farver dens struktur. Det hele foregår så umærkeligt og blidt, at man ikke nødvendigvis opdager det med det samme. En imponerende forening af hjemligt drama og filmisk-metafysiske mulighedsrum. Netop dét var en af Shinji Sōmais store egenskaber, og i Moving skaber han i scene efter scene en dynamisk relation mellem Renko og hendes omgivelser.
Sōmai rodfæster filmen i relativt lange, uafbrudte indstillinger, som han lader karakterernes uforudsigelige adfærd spille med og op imod. For Sōmai var formålet med de lange indstillinger ikke at anlægge et rigidt formsprog, men at arbejde med skuespillernes såvel som filmholdets energi – “to burst through the frame from within,” som den japanske filmskaber Ruysuke Hamaguchi formulerede det i et nyligt hyldestessay til sin landsmand. Shinji Sōmai valgte de greb, som var nødvendige for, at hans karakterer kunne brænde igennem, og i Moving er Renkos livskraft så stærk, at billedet på et tidspunkt ligefrem står i flammer.
Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Kopi: MK2.
Præsenteres i samarbejde med Empire Bio.
Kopi: The Match Factory, MUBI.
Med produktionen af Will blev Jessie Maple en af de første afroamerikanske kvinder til at instruere en uafhængig spillefilm. Den er en fintfølende skildring af et uventet venskab mellem stofmisbrugeren Will og en hjemløs dreng samt et naturalistisk portræt af Harlem anno 1980. Filmen er et overset, men essentielt bidrag til den amerikanske independent cinema, og vi er stolte over at kunne præsentere den i en nyrestaureret kopi.
Som ung spillede Will (Obaka Adedunyo) basketball og var blevet spået en lovende karriere. Men stoffer tog fremtiden fra ham, og nu kæmper han for at komme ud af et heroinmisbrug ved at tage livet en dag ad gangen. Da han en dag ser en ven i færd med at give stoffer til en hjemløs dreng i en af Harlems baggyder, indser Will, at det er ved at hjælpe andre, at han kan genvinde konrollen over sit eget liv. Will tager drengen under sin vinge og giver ham kælenavnet Little brother.
Fra dette tilfældige møde mellem en stofmisbruger og en hjemløs dreng skaber instruktør Jessie Maple en voksen og følsom film om venskab, samtidig med at hun maler et portræt af 1980’ernes Harlem. I scene efter scene bevæger Will og Little Brother sig igennem Harlems gyder, hovedgader og parker. Maple indfanger deres færden med blandt andet zoom og panoreringer og formår på naturalistisk vis at indskrive de to personer samt deres hverdagsglæder og -problemer i dette specifikke bybillede.
Will er Maples debutfilm og en af de første uafhængige spillefilm instrueret af en afroamerikansk kvinde. På dette tidspunkt havde hun allerede arbejdet som fotograf i godt og vel et årti, og hun kæmpede utrætteligt for at udvide sorte og kvinders mulighedsrum inden for film og tv. I begyndelsen af 1970’erne uddannede hun som fotograf på NET Channel 13 Training School og hos Third World Cinema i New York.
I 1974 blev hun som den første afroamerikanske kvinde medlem af East Coast Camera Union, og senere skrev hun bogen How to Become a Union Camera Woman. Hun arbejdede for CBS og NBC og dækkede nyheder om blandt andet lokalpolitik og American Indian Movements besættelse af Wounded Knee-området. I 1974 grundlagde Maple også produktionsselskabet LJ Film Productions, sammen med sin mand, fotograf Leroy Patton.
Det var også igennem LJ Film Productions, at Maple producerede Will, som blev vist i kulturcentre, kirker og uddannelsesinstitutioner. Will blev optaget på 16mm og havde et budget på 12.000 dollars.
Filmen er et lysende eksempel på de produktionsmetoder og alternative distributionsnetværk, der har holdt afroamerikansk film i live uden for mainstream-industrien. Andre samtidige eksempler tæller Herbert Danskas Right On! og Liz Whites Othello, som begge blev indspillet i New York, samt L.A. Rebellion-filmskabere som Charles Burnett, Alile Sharon Larkin, Barbara McCullough og Larry Clark, der alle arbejdede i Los Angeles.
Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Kopi:
Black Film Center & Archive, Indiana University,
Bloomington, Indiana. Tak til Danielle Butler og Audrey Snipes.
Mrs. Jessie Maple Patton donated an original 16mm color print of Will to the Black Film Center & Archive (BFCA) at Indiana University in 2005 as part of the larger Jessie Maple Collection. In 2024, the film received a new 4K restoration in a joint project between the BFCA, the Smithsonian National Museum of African American History & Culture’s Time-Based Media Archives & Conservation staff, and the Center for African American Media Arts.
Den prisbelønnede spanske filmskaber Jonás Trueba er tilbage. Tilbage med en atypisk romantisk fortælling fuld af rap dialog, og som kender sin filmhistorie helt ud til fingerspidserne. En elegant film om et ægtepar, der vil tage den modsatte vej end alle andre, da de beslutter sig for at stoppe 15 års ægteskab ved at holde en kæmpe skilsmissefest.
Det spanske par Ale og Alex har været sammen i 15 år. De bor og arbejder i Madrid: Ale er filmskaber, Alex er skuespiller. Ale er i gang med at klippe en film, der har Alex i hovedrollen. De to kender hinanden ind og ud, og det eneste, som skiller deres navne fra hinanden, er det symbolske X. De nyder kulturelitens veltalende, argumenterende overskud og har modet til at søge alternative tilgange og indgange til tilværelsen. Så da de beslutter, at de skal skilles, betragter de det naturligvis som en fælles beslutning til alles bedste. Ingen grund til drama. De er optimistiske og beslutter, at separationen skal behandles atypisk. De kommer i tanke om Ales fritænkende far, der altid har argumenteret for, at brud og skilsmisser er noget, der skal fejres. Derfor beslutter parret sig for at holde en skilsmissefest og fejre, at det hele er slut. Som om de i virkeligheden skulle giftes. Bare omvendt.
Sammen mødes de med deres venner og overrækker dem nyheden om både skilsmissen og inviterer dem til festen, ligesom de tager sig af alle de praktiske ting, der nu engang følger med at afholde sådan en fest. Vennerne er mestendels skeptiske, men Ale og Alex står hårdt på, at de er okay, og at både bruddet og festen er for det bedste.
Men det er naturligvis ikke så let, som det lyder. Forholdets dynamikker, vaner og rutiner har ændret sig, så selvom alt er fryd og gammen, er der på samme tid hele tiden en forvandling i gang. For hvem arbejder hvor, hvem får engelsk undervisning hvornår, og hvem skal egentlig lave kaffen? Og hvad er det egentlig for en film, Ale er i gang med at lave med Alex i hovedrollen? Og er ideen om en skilsmissefest i virkeligheden ikke mere noget, man ser på film og ikke i det virkelige liv?
The Other Way Around er en let, luftig og ekstremt levende film om forholdets evigt omskiftelige dynamikker. Det er samtidig en film, der har en film inde i sig, og som konstant lægger små tråde ud til filmhistorien, særligt af den amerikanske slags. Ale og Alex diskuterer eksempelvis Blake Edwards’ sex-komedier fra 1970’erne og låner hinanden filmbøger skrevet af den amerikanske filosof Stanley Cavell. Ja, faktisk er deres skilsmissefejring i The Other Way Around en versionering af det, Cavell har betegnet som ”the comedy of remarriage”, hvilket henviser til de madcap-komedier fra 1930’erne og 1940’ernes Hollywood, hvor et fraskilt par modvilligt genforenes. Med andre ord er The Other Way Around en film, der sætter sig selv i slægtskab med en vis filmisk tradition, samtidig med at den spørger: hvad vil det sige at lave en romantisk komedie anno 2024?
Uanset om man har kendskab til den filmhistorie, Trueba udruller eller ej, er det så godt som umuligt ikke at blive charmeret af den lune og umiddelbarhed, der strømmer igennem dette lille mesterværk.
Præsenteres i samarbejde med Gloria.
Kopi: Edge Entertainment.