Sarah Maldorors karnevalstrilogi har i årtier været så godt som uopdrivelig. Takket være hendes døtre er filmene endelig blevet restaureret, og Maldorors vulkanbilleder har fået deres oprindelige storhed tilbage. Den restaurerede trilogi havde verdenspremiere i Italien i juni 2024.
På den tørre kapverdiske vulkanø Fogo suser vinden højlydt henover den golde, sorte jord. Oppe på vulkanen fragter kvinder og mænd sten på deres hoveder, mens støvet hvirvler omkring dem. Nede i byen fejrer indbyggerne arbejdernes internationale kampdag med ringridning, hestevæddeløb og hyldestsange dedikeret til det afdøde, anti-koloniale ikon Amílcar Cabral og hans pan-afrikanske parti P.A.I.G.C..
I Guinea-Bissau er befolkningen også i gang med at gøre sig klar til en fejring. Her, hvor man stadig fisker i skjorteærmer, er man ved at forberede den årlige stolthed: karnevalet. Hænder er i fællesskab gået i gang med at skabe en kulturel, social og politisk verden gennem absurde masker og farverige udklædninger. Der driver en nænsom koncentration fra de simple afstøbninger, der senere i karnevalsoptoget bliver vakt til live som enorme krokodiller, blæksprutter, solsikker og drager, der fletter sig ind og ud af overdimensionerede menneskehoveder med store næser og lange hager.
Årene er 1979 og 1980, og der er gået fem og seks år siden Kap Verde og Guinea-Bissau vandt deres selvstændighed tilbage fra den portugisiske kolonimagt, der i mere end 500 år havde besat dem. Stemningen er høj, og håbet blomstrer, i de to lande, som det ledende parti P.A.I.G.C. drømmer om at forene i én fælles nation under navnet: Guinea-Kap Verde. Derfor har partiet inviteret den fransk-guadelopanske filmskaber og politiske aktivist Sarah Maldoror (1929-2020) til at dokumentere landenes nyvundne selvstændighed fra Portugal. Og ud af hendes besøg kommer de tre korte dokumentarfilm Fogo, Fire Island, Carnival in the Sahel og Carnival in Bissau. Tre film, der udgør den såkaldte ‘Karnevalstrilogi’.
De tre film er musikalske observationer af de karnevalistiske fejringer, ceremonier, demonstrationer og ritualer. Det er åbenbaringer; måder at bearbejde dele af 500 års manglende frihed på. Folkehelten Amílcar Cabral, der var født i Guinea-Bissau af kapverdiske forældre, så kultur som en nødvendighed for et folk. Han mente, at et lands modstandskraft hænger sammen med dets kulturelle kapacitet. Karnevallerne er en del af den kulturelle kapacitet, film er en anden. Men Sarah Maldoror dokumenterer ikke bare karnevallerne i deres forskellige stadier. Hun lader også filmene drage ad omveje og indtage jorden, vulkanen, vinden, farverne. Hun registrerer karnevalets tilblivelse og hun bygger det selv: billede ved siden af billede, lyd ovenpå lyd. Filmskaberen selv har engang sagt, at man altid skal være klar til at indfange det, der findes bag skyen. Og i karnevalstrilogien indser man netop, at vi skal være klar til at holde med skyerne.
Maldoror var en af de første kvindelige filmskabere til at dokumentere kampen mod kolonialismen i Afrika og er mest kendt for spillefilmen Sambizanga (1972) om selvstændighedskampen i Angola. I sin levetid lavede hun portrætfilm af kunstnere, politikere og kulturelle artefakter, spillefilm og dokumentarfilm. Hun var marxist, revolutionær og anti-kolonial. Både som person og i sine film. Udgangspunktet og synspunktet er tydeligt, men aldrig fordømmende. Sådan er det også i karnevalstrilogien. Det er politiske film, og det er poetiske film. Men mest af alt er de våben til at skabe forandring:
“Filmkunsten er et revolutionært værktøj for mange afrikanske filmskabere, en politisk uddannelse til at tilvejebringe en forandring i folks bevidsthed. Den politiske dimension indskrev sig som en del af udbredelsen af den tredje verdens filmkunst, der forsøgte at afkolonisere tidens tænkning og fremme radikale sociale forandringer.” – Sarah Maldoror.
Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Kopi: Les Amis des Sarah Maldoror & Mario de Andrade. Tak til Annouchka de Andrade.
Den unge studerende Audrey Benac hjemsøges af fortællingen om Kathleen Parlow, en obskur violinist fra begyndelsen af 1900-tallet. Benac begraver sig i Parlows arkiver og besøger musikkonservatorier i Toronto, London og Oslo. Hun ønsker at genetablere Parlows musikalske virke, men besættelsen af denne spøgelseseksistens fører ikke nødvendigvis til den meningsdannelse, som Benac ønsker, og før hun ved af det, sammenvæves Parlows liv med hendes egne minder og relationer. Measures for a Funeral er den seneste tilføjelse til det svimlende ambitiøse værk, som den canadiske instruktør Sofia Bohdanowicz i al stilfærdighed har skabt i løbet af det sidste årti: sammenflettede film om udgravningen af familiehistorier, erindringsgenstande og institutionelle arkiver.
Measures for a Funeral er et stykke detektivlignende mediearkæologi – en efterforskning af de måder, vi husker og arkiverer lyde på. Det er en film, der ikke kun beder os om at lytte, men om også at overveje, hvordan vi lytter. Hvordan påvirkes lyde af de medier – lydoptagere, nodehæfter, mundtlige vidnesbyrd – der registrerer og bevarer dem til eftertiden? Hvordan lever lyde og melodier videre for det indre øre? En rumlen, en tør knitren, en usynlig lethed, et ekko? Verden er ikke kun til for at blive set, den er også til for at blive hørt.
Ligesom Bohdanowicz’ andre film har Measures for a Funeral afsæt i instruktørens eget liv og bagland. Audrey Benac er Bohdanowicz’ tilbagevendende alter ego, som levendegøres af skuespilleren og samarbejdspartneren Deragh Campbell. Det beundringsværdige ved filmene er, at de trods det biografiske afsæt er præget af et selvudslettende formsprog og en beskeden humor. Measures for a Funeral handler i sidste ende ikke om Bohdanowicz selv, men snarere om, hvordan filmmediets fiktionsrum kan forene os med og opløse os i fortidens spøgelser og lyde.
Præsenteres i samarbejde med Gloria.
Kopi: Totem Films