Filmskaberen Sohrab Shadid Saless er en overset skikkelse i den tyske Neuer Deutscher Film-bølge. Men hans film og navn fortjener en plads ved siden af Fassbinder, Farocki og Herzog. Far From Home er den iranske instruktørs første film, efter han flyttede til Tyskland. En eminent fortælling om hjemve, eksil og hverdagens monotoni for en tyrkisk gæstearbejder.

På en fabrik i Vestberlin sidder den tyrkiske mand Husseyin. Dag efter dag sidder han her i sin blå kedeldragt og placerer små stykker metal i en grøn stansemaskine, der skærer metallet over i en stemplende bevægelse, inden Husseyin lægger et nyt stykke i maskinen, der endnu en gang stempler og skærer metallet. Sådan fortsætter det, indtil Husseyin har fri. Så trækker han i sin mørkebrune frakke og sine lysebrune bukser og traver ad de våde vesttyske gader med sin lædermappe under armen.

Nogle dage traver han til toget. Nogle dage beder hans medpassagerer ham om at rejse hjem til, hvor han kommer fra. Andre dage bliver han afvist af sexarbejdere, selvom han har penge. Og helt tredje dage forsøger han at komme i kontakt med kvinder ved at invitere dem på kaffe via gebrokne tyske sætninger, han læser op fra et sammenkrøllet papir.

Gennem repetitionerne fremstår Husseyins liv mekanisk, trøstesløst, monotont, ensomt. Alt er fremmed for den fremmede. Kun når han klatrer op ad trapperne til den lejlighed og de rum, han deler med andre tyrkiske gæstearbejdere, ændres mekanikken. Her spiller de backgammon, drikker tyrkisk te og samles om et måltid. Her drømmer de om fremtiden, mindes fortiden, har hjemve, skændes om penge og forsøger at lære tysk nok til at finde en kone. 

Ved at følge Husseyin over nogle få dage i hverdagens teater af rutiner udvikler Far from Home sig til et underspillet portræt af livet som gæstearbejder, immigrant og fremmed i 1970’ernes Vesttyskland. Det er en film, der med sin marginaliseret gæstearbejder-tematik lægger sig i forlængelse af blandt andre Rainer Werner Fassbinders Ali: Fear Eats the Soul (1974). Det er en film med sparsom dialog og lange statiske scener, der efterlader seeren alene i billederne, rummene og intetheden længe efter, at karaktererne er trådt ud af dem. Og en film om kulturelle kløfter, sprogets begrænsninger, isolationens konsekvenser, og om den evige jagt på den bedre tilværelse.

Far from Home er fuld af tog, der ankommer og afgår, breve, der bliver skrevet og læst, og uredte senge, der står tomme tilbage og symboliserer den ensomhed, der altid vil eksistere i eksilerede karakterer.

Filmskaberen instruerede Far from Home et år efter han var flyttet fra Iran til Tyskland og pludselig selv blev ‘gæstearbejder’. I 1974 vandt han Sølvbjørnen på Berlin Film Festival for filmen Still Life, og han følte, at Europa tog hans film mere alvorligt end de gjorde i Iran. Far from Home blev indspillet på 13 dage, og bortset fra den kendte iranske filmskaber og skuespiller Parviz Sayyad i rollen som Husseyin, er skuespillerne personer, han mødte på gader og barer i Kreuzberg.

Sohrab Shahid Saless levede selv et migrerende liv. Han lavede 13 film i Tyskland mellem 1975 og 1991, inden han flyttede til først Tjekkoslovakiet og siden Chicago, hvor han levede frem til sin død i 1998. 

NYRESTAURERET VERSION
Far from Home er blevet restaureret af Shahid Saless Archive, der i flere år har arbejdet på at restaurere Sohrab Shahid Saless’ film. De fleste af dem er aldrig blevet kommercielt udgivet, og de analoge kopier er sjældent vist.

Filmen er tredje del af en utilsigtet trilogi med fokus på stilhed og social isolation. De to andre film er A Simple Event (1973) og Still Life (1974).

Præsenteres i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark og Cinemateket.

Kopi: Shahid Saless Archive (Vivien Buchhorn). Rettigheder: PROVOBIS Gesellschaft für Film und Fernsehen mbH

Den prisbelønnede spanske filmskaber Jonás Trueba er tilbage. Tilbage med en atypisk romantisk fortælling fuld af rap dialog, og som kender sin filmhistorie helt ud til fingerspidserne. En elegant film om et ægtepar, der vil tage den modsatte vej end alle andre, da de beslutter sig for at stoppe 15 års ægteskab ved at holde en kæmpe skilsmissefest.

Det spanske par Ale og Alex har været sammen i 15 år. De bor og arbejder i Madrid: Ale er filmskaber, Alex er skuespiller. Ale er i gang med at klippe en film, der har Alex i hovedrollen. De to kender hinanden ind og ud, og det eneste, som skiller deres navne fra hinanden, er det symbolske X. De nyder kulturelitens veltalende, argumenterende overskud og har modet til at søge alternative tilgange og indgange til tilværelsen. Så da de beslutter, at de skal skilles, betragter de det naturligvis som en fælles beslutning til alles bedste. Ingen grund til drama. De er optimistiske og beslutter, at separationen skal behandles atypisk. De kommer i tanke om Ales fritænkende far, der altid har argumenteret for, at brud og skilsmisser er noget, der skal fejres. Derfor beslutter parret sig for at holde en skilsmissefest og fejre, at det hele er slut. Som om de i virkeligheden skulle giftes. Bare omvendt.

Sammen mødes de med deres venner og overrækker dem nyheden om både skilsmissen og inviterer dem til festen, ligesom de tager sig af alle de praktiske ting, der nu engang følger med at afholde sådan en fest. Vennerne er mestendels skeptiske, men Ale og Alex står hårdt på, at de er okay, og at både bruddet og festen er for det bedste.

Men det er naturligvis ikke så let, som det lyder. Forholdets dynamikker, vaner og rutiner har ændret sig, så selvom alt er fryd og gammen, er der på samme tid hele tiden en forvandling i gang. For hvem arbejder hvor, hvem får engelsk undervisning hvornår, og hvem skal egentlig lave kaffen? Og hvad er det egentlig for en film, Ale er i gang med at lave med Alex i hovedrollen? Og er ideen om en skilsmissefest i virkeligheden ikke mere noget, man ser på film og ikke i det virkelige liv?

The Other Way Around er en let, luftig og ekstremt levende film om forholdets evigt omskiftelige dynamikker. Det er samtidig en film, der har en film inde i sig, og som konstant lægger små tråde ud til filmhistorien, særligt af den amerikanske slags. Ale og Alex diskuterer eksempelvis Blake Edwards’ sex-komedier fra 1970’erne og låner hinanden filmbøger skrevet af den amerikanske filosof Stanley Cavell. Ja, faktisk er deres skilsmissefejring i The Other Way Around en versionering af det, Cavell har betegnet som ”the comedy of remarriage”, hvilket henviser til de madcap-komedier fra 1930’erne og 1940’ernes Hollywood, hvor et fraskilt par modvilligt genforenes. Med andre ord er The Other Way Around en film, der sætter sig selv i slægtskab med en vis filmisk tradition, samtidig med at den spørger: hvad vil det sige at lave en romantisk komedie anno 2024?

Uanset om man har kendskab til den filmhistorie, Trueba udruller eller ej, er det så godt som umuligt ikke at blive charmeret af den lune og umiddelbarhed, der strømmer igennem dette lille mesterværk.

Præsenteres i samarbejde med Gloria.
Kopi: Edge Entertainment.

Med produktionen af Will blev Jessie Maple en af de første afroamerikanske kvinder til at instruere en uafhængig spillefilm. Den er en fintfølende skildring af et uventet venskab mellem stofmisbrugeren Will og en hjemløs dreng samt et naturalistisk portræt af Harlem anno 1980. Filmen er et overset, men essentielt bidrag til den amerikanske independent cinema, og vi er stolte over at kunne præsentere den i en nyrestaureret kopi.

Som ung spillede Will (Obaka Adedunyo) basketball og var blevet spået en lovende karriere. Men stoffer tog fremtiden fra ham, og nu kæmper han for at komme ud af et heroinmisbrug ved at tage livet en dag ad gangen. Da han en dag ser en ven i færd med at give stoffer til en hjemløs dreng i en af Harlems baggyder, indser Will, at det er ved at hjælpe andre, at han kan genvinde konrollen over sit eget liv. Will tager drengen under sin vinge og giver ham kælenavnet Little brother. 

Fra dette tilfældige møde mellem en stofmisbruger og en hjemløs dreng skaber instruktør Jessie Maple en voksen og følsom film om venskab, samtidig med at hun maler et portræt af 1980’ernes Harlem. I scene efter scene bevæger Will og Little Brother sig igennem Harlems gyder, hovedgader og parker. Maple indfanger deres færden med blandt andet zoom og panoreringer og formår på naturalistisk vis at indskrive de to personer samt deres hverdagsglæder og -problemer i dette specifikke bybillede. 

Will er Maples debutfilm og en af de første uafhængige spillefilm instrueret af en afroamerikansk kvinde. På dette tidspunkt havde hun allerede arbejdet som fotograf i godt og vel et årti, og hun kæmpede utrætteligt for at udvide sorte og kvinders mulighedsrum inden for film og tv. I begyndelsen af 1970’erne uddannede hun som fotograf på NET Channel 13 Training School og hos Third World Cinema i New York.  I 1974 blev hun som den første afroamerikanske kvinde medlem af East Coast Camera Union, og senere skrev hun bogen How to Become a Union Camera Woman. Hun arbejdede for CBS og NBC og dækkede nyheder om blandt andet lokalpolitik og American Indian Movements besættelse af Wounded Knee-området. I 1974 grundlagde Maple også produktionsselskabet LJ Film Productions, sammen med sin mand, fotograf Leroy Patton. 

Det var også igennem LJ Film Productions, at Maple producerede Will, som blev vist i kulturcentre, kirker og uddannelsesinstitutioner. Will blev optaget på 16mm og havde et budget på 12.000 dollars. 

Filmen er et lysende eksempel på de produktionsmetoder og alternative distributionsnetværk, der har holdt afroamerikansk film i live uden for mainstream-industrien. Andre samtidige eksempler tæller Herbert Danskas Right On! og Liz Whites Othello, som begge blev indspillet i New York, samt L.A. Rebellion-filmskabere som Charles Burnett, Alile Sharon Larkin, Barbara McCullough og Larry Clark, der alle arbejdede i Los Angeles. 

Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.

Kopi: Mrs. Jessie Maple Patton donated an original 16mm color print of Will to the Black Film Center & Archive (BFCA) at Indiana University in 2005 as part of the larger Jessie Maple Collection. In 2024, the film received a new 4K restoration in a joint project between the BFCA, the Smithsonian National Museum of African American History & Culture’s Time-Based Media Archives & Conservation staff, and the Center for African American Media Arts.