Tusind sole


Tusind sole er en filmvisningsrække i København. Hver måned præsenterer vi én international premierefilm og ét genopdaget historisk værk, der på forskellig vis udvider filmmediets mulighedsrum og vores fælleshorisont. 

Billetpris: 50 kroner  (medmindre andet er angivet).

Tilmeld nyhedsbrev


the long goodbye
+ intro v. Christian Petzold

Robert Altman
1973
112 min. 
USA
DCP
Engelsk tale

En nat får privatdetektiven Philip Marlowe uventet besøg af en ven, der i hast fortæller, at han bliver nødt til at rejse til Mexico. Besøget trækker Marlowe ind i et større komplot, han hverken kan gennemskue eller tage hånd om, og før han ved af det, er både politiet og mafiaen efter ham, mens sporene omkring ham kun bliver mere uigennemskuelige.

The Long Goodbye er Robert Altmans filmatisering af Raymond Chandlers roman af samme navn fra 1953. I filmen bevæger Elliott Goulds afdæmpede og katteelskende Marlowe sig retningsløst gennem 1970’ernes Los Angeles. 

Filmen er ofte blevet hyldet som en dekonstruktion af den klassiske detektivfilm, men dens vedvarende fascinationskraft ligger ikke kun i dens overskridelse af genrens konventioner, men også i dens tillid til dem. Filmen udfolder sig i en dobbelt bevægelse: På den ene side en traditionel krimigåde om utroskab, tyveri og mord; og på den anden side en fortælling indlejret i et samtidigt kulturlandskab præget af nøgenyoga og protestkultur. Marlowe omfavner dette kaos med en næsten demonstrativ apati og sit gennemgående mantra: “It’s okay with me.”

Arrangement: Med introduktion ved Christian Petzold.

12. juni 17.00
Gloria
(Rådhuspladsen 59, 1550 København)
Støttet af


 2024 © Tusind sole