En koldkrigsthriller næret af samtidens red scare. En paranoid vision om de måder, hvormed frygt kan sive ind i et samfund (og ud af en film). Dana Andrews spiller Alan Eaton, en hjernevasket krigsfange fra Koreakrigen, der vender hjem til et mennesketomt Washington. Han genansættes af det PR-bureau, han engang var med til at stifte, men som nu er i hænderne på folk, han ikke kender. Læg dertil, at hans tidligere partner er blevet dræbt på mistænkelig vis. I takt med at det nye-gamle hverdagsliv tager til, begynder Eaton at undre sig: Hvad er det egentlig for nogle meningsmålinger, bureauet foretager sig?
The Fearmakers er en film med en kerne af uløselig hemmelighedskræmmeri. En film, der ifølge filmens instruktør Jacques Tourneur kredser om “magten hos de mennesker, der kontrollerer idéer”. Således er det noget så abstrakt og immaterielt som idéer, filmen søger at formgive. En film fyldt med flade lavkontrast-billeder, mentale forestillingsrum og små hjørnekontorer af papirtynde vægge. Tourneur indspillede filmen på blot tolv dage med den type lavbudget, han som få andre var i stand til at udnytte til fulde´.
Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Kopi: Classico Films / Rettigheder: Park Circus