Vincente Minnellis farvestrående melodrama om længsler og maskulinitet i efterkrigstidens amerikanske middelklasse.
17-årige Tom Lee sendes på en drengekostskole af sin far. Faren, der selv engang var skolens mønsterelev, håber, at den tilpasningsvanskelige Tom dér kan formes til en rigtig mand og en dydig samfundsborger. Men Tom, som godt kan lide at brodere, dyrke havearbejde og synge, falder hurtigt uden for skolens machokultur og bliver et oplagt mobbeoffer for de andre drenge, der stigmatiserer ham med et øgenavn.
I sin ensomhed finder Tom nærvær hos Laura, forstanderens kone. I en fælles følelse af isolation blomstrer en platonisk fortrolighed mellem de to outsidere, der for Lauras vedkommende måske rummer mere, end hun først vil indrømme.
Tea and Sympathy er en af de film fra 1950’ernes Hollywood, som kom tættest på at handle om homoseksualitet uden at handle om det direkte. I én og samme bevægelse tager instruktør Vincente Minnelli fat i og viger bort fra det dengang tabuiserede emne. Som den amerikanske kritiker Michael Koresky beskriver i sin bog Sick and Dirty: Hollywood's Gay Golden Age and the Making of Modern Queerness (2025), er filmen en mærkværdigt kodet – og derfor dybt rørende – oplevelse, der aldrig indtager en klar position, men i stedet skaber et særligt rum for fintfølende tvetydighed.
I et essay om 1950’ernes melodramaer skriver den britiske kritiker og filmskaber Laura Mulvey, at “styrken i den melodramatiske form ligger i den mængde støv, som en historie kaster op undervejs; den sky af uforenelige elementer, der modsætter sig at falde fint på plads i løbet af de sidste fem minutter med en lykkelig slutning.” I Tea and Sympathy bruger Vincente Minnelli det brede, farvestrålende cinemascope-format og en evigt innovativ koreografi af karakterernes bevægelser til at hvirvle så meget støv op i denne fortælling om undertrykte længsler, at det altsammen bliver hængende i luften, længe efter at rulleteksterne er tonet frem.
Det siges ofte, at Vincente Minnelli anvendte farver til at forstærke sine tematiske interesser; at de farvemættede billeder – den pudderblå himmel, de smaragdgrønne haver, de brændende røde kjoler – spejler karakterernes indre liv. Men spørgsmålet er, om det ikke forholder sig anderledes. Er det ikke snarere fra farvernes ekspressivitet, at alting udspringer? Er det ikke dem, der former begæret frem for blot at afspejle det?
I Tea and Sympathy lader Minnelli efterkrigstidens forstadsliv vibrere med farveglød, sensommerdufte og fuglesang, og den melodramatiske kraft ligger ikke kun i deres symbolske potentiale, men i deres håndgribelige tilstedeværelse. Det er i billedets konkrete sanselighed, at filmens følelsesmæssige spændinger opstår.
Derfor viser vi selvfølgelig også filmen på 35mm.
Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Rettigheder og kopi: Park Circus/Classico Films.