Skrøbelig som verden:
Rita Azevedo Gomes
besøger København
11.-13. dec
Vi runder 2026 af med et brag:
Tusind Sole har sammen med Cinemateket og Portugals ambassade inviteret
Rita Azevedo Gomes til København. Hun er en af moderne films bedst bevarede hemmeligheder, og det er på høje tid, at vi i Danmark stifter nærmere bekendtskab med hendes enestående filmkunst.
Portugisiske Rita Azevedo Gomes skaber eksperimenterende og dybt romantiske film, der trækker på hele filmhistoriens vidde såvel som på litteraturen, malerkunsten, musikken og teatret og udforsker grænserne herimellem.
Gomes blev født i 1952, og hendes kunstneriske virke begyndte inden for malerkunsten, før hun i slutningen af 1970’erne trådte ind i filmens verden. Her arbejdede hun først som instruktørassistent for koryfæer som Manoel de Oliveira og Werner Schroeter, der begge satte deres spor i hendes filmsprog. I 1990 debuterede hun som instruktør.
Som filmkurator Hayden Guest har bemærket, er Gomes’ værker gennemsyret af en dyb kærlighed til filmhistorien, delvist næret af hendes parallelle arbejde som kurator ved det portugisiske cinematek i Lissabon. I hendes film finder man ekkoer af både klassisk og modernistisk filmkunst, hvilket også afspejles i de inspirationskilder, Gomes har valgt at vise under sit besøg i København: fra Howard Hawks’ Hollywood-klassicisme over Mikio Naruses skæbnesvangre kærlighedshistorier til Ingmar Bergmans psykoseksuelle melodramaer.
Gomes, Naruse, Bergman og Hawks
Den 11.-13. december gæster Gomes København, hvor hun vil præsentere tre af sine egne film samt tre film af henholdsvis Ingmar Bergman, Howard Hawks og Mikio Naruse, der på hver deres måde har inspireret hendes kunstneriske virke.
Til lejligheden har Tal R skabt en plakat og en t-shirt, som vil være til salg før og efter hver visning. Se frem til tre dage med samtaler, bar og musik, merchandise og vigtigst af alt: helt utrolig filmkunst.
Vi er stolte over at kunne præsentere dette intensive weekendprogram dedikeret til Gomes og hendes filmkunst. Vi håber at skabe et rum, hvor vi i fællesskab kan fordybe os i hendes kunstneriske praksis og inspirationskilder og derved åbne for samtaler om filmkunsten i bredere forstand.
Præsenteres i samarbejde med Cinemateket og Portugals ambassade. Tak til Camões – Instituto da Cooperação e da Língua.
Filmprogram
11/12 19.00:
The Sound of the Shaking Earth
+ samtale m. Rita Azevedo Gomes12/12 13.30:
Scattered Clouds
+ Intro v. Rita Azevedo Gomes12/12 16.15:
Only Angels Have wings12/12 19.00:
Fragile as the world
+ Samtale m. Gomes og reception13/12 13.30:
Stilheden
+ intro v. Rita Azevedo Gomes13/12 16.00:
A Woman’s Revenge