Tusind sole


Tusind sole er en filmvisningsrække i København. Hver måned præsenterer vi én international premierefilm og ét genopdaget historisk værk, der på forskellig vis udvider filmmediets mulighedsrum og vores fælleshorisont. 

Billetpris: 50 kroner  (medmindre andet er angivet).

Tilmeld nyhedsbrev


CAFx: Man’s castle

Frank Borzage
1933
78 min. 
USA
DCP
Engelsk tale 

Et moderne eventyr om at søge ly under den åbne himmel, instrueret af Hollywoods mest inkarnerede romantiker, Frank Borzage.

New York under Depressionen: I skyggen af en bro og med udsigt til Hudsonfloden bor en gruppe outcasts i en barakby. I samfundets øjne anses de for at være uproduktive, arbejdsløse og svage, men i virkeligheden er de blot ukonventionelle. De anvender skrot og rester fra byens konstante udvikling til at bygge deres ydmyge hjem og lever efter deres egen rytme. Blandt beboerne er Bill (Spencer Tracy), en dagdriver, der en dag møder den uskyldige Trina (Loretta Young). De forelsker sig, og han inviterer hende ind i sin verden.

Frank Borzage, en sand romantiker og tilhænger af livets åndelige sandheder, skildrer ikke kun Bill og Trinas verden som et nedslidt ødeland – som så mange andre filmskabere ville gøre – men præsenterer den også som en selverklæret drømmeverden. Hvert billede, hver gestus udstråler en kosmisk kærlighed, der ikke kun forbinder Bill og Trina, men alle elskende rundt om i verden, der selv i krisetider insisterer på at forenes i et kort øjeblik og fylde livet med poesi.

Man's Castle er en 'pre-code-film' – det vil sige, at den blev produceret før den amerikanske filmindustri i 1934 indførte 'Hays Code', et regelsæt for selvcensur af indhold. Filmen har i årtier kun været tilgængelig i en censureret version, der udkom post code, men er nu blevet restaureret tilbage til sin oprindelige længde og struktur.

Særarrangement: 100 kr./70 kr. for medlemmer af Cinemateket.


Præsenteres i samarbejde med Copenhagen Architecture Biennial og Cinemateket.
Kopi: Park Circus



28. september kl. 16.30
Cinemateket
(gothersgade 55, 1123 København K)

Støttet af


 2024 © Tusind sole