Spøgelser driver gennem Julian Radlmaiers Phantoms of July, en luftig og formbevidst fortælling om den uendelige længsel efter noget andet og noget mere – sat i en tysk mineby fuld af brogede karakterer. Efter visningen byder Goethe-Institut Dänemark på et glas vin i Cinematekets Asta Bar.
I det østlige Tyskland, i det pensionistturist-tiltrækkende Harzen-område, ligger Sangerhausen. Byen er både hjemsted for verdens største rosenhave og en gigantisk menneskeskabt pyramide af jord og sten, der tårner over byen og minder om tidligere tiders heftige minedrift.
I denne kulisse af grus og blomster har den tyske filmskaber Julian Radlmaier sat sin tredje spillefilm, Phantoms of July. En komisk fabel om konsekvenserne af neoliberal kapitalisme: racisme, slukkede drømme, ensomhed og manglende midler til kirsebær.
Filmen er delt i fire kapitler, der strækker sig fra 1800-tallet til i dag, og som på luftig vis lader fortiden ramle sammen med nutiden, mens den følger i hælene på en broget skare af ensomme arbejdere og migranter: En tysk kvinde med to jobs og et knust hjerte. En iransk kvinde med en knust arm, der forsøger at klare den som rejse-influencer. En 1800-tals tjenestekvinde, der bliver knust af normerne, da hun forsøger at følge sit hjerte, mens revolutionen raser i Frankrig.
Rundt om dem strejfer en endnu mere broget flok, der tæller alt fra en persisk gadefejer, der har studeret film under Abbas Kiarostami, en koreansk tourguide med dårlig nakke, en stensluger, nudist-hikere og, ja, sågar poeten Novalis.
Novalis’ blå blomst er i Phantoms of July en blålig sten, men blaue blumes uendelige søgen og længsel efter et andet, udefineret sted, er den samme. Mens de går rundt i byens sommervarme og småracistiske atmosfære, drømmer de om noget mere og savner noget andet, end det de har, og det, Sangerhausen kan tilbyde dem.
Spøgelser, håb, drømme og fantomer driver gennem filmen, der er Julian Radlmaier’s første siden den kommunistiske vampyrkomedie Bloodsucksers fra 2021. Formen er let og undersøgende med panoreringer og pludselige zooms i den østtyske bys fotogeniske omgivelser. En form, om hvilken Radlmaier selv har sagt:
”Jeg er besat af spørgsmålet om form i film, den måde hvorpå den kan skærpe vores sanser, der ellers er blevet bedøvet af så mange stereotypiske billeder. Sammen med fotografen Faraz Fesharaki prøvede vi at finde på overraskende løsninger til manuskriptet, men også at lade os blive overrasket over, hvad end vi opdagede, mens vi filmede. Derfor er filmen en blanding af nøje planlagte visuelle koreografier og tilfældige billeder, som vi filmede uden at vide, hvor de ville ende henne i klipningen. Et formelt nøgleelement, vi ønskede at undersøge var zoomens spøgelsesagtige og længselsfulde bevægelse, mens et andet var panoreringens poetiske lethed.”
Præsenteres i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark og Cinemateket.
Kopi: Bendita Film Sales.