Seneste skud på stammen fra den dobbelte vinder af Sølvbjørnen i Berlin: Angela Schanelec. En minimalistisk og elliptisk fortælling om misforståelser og to menneskers søgen efter et fælles sprog.
Det er endnu en dag i den 40-årige kranfører Thomas’ liv højt hævet over det snavsede mikrokosmos, der er byggepladsen og verdenen under ham. Men så modtager han et opkald og får at vide, at hans kone, Carla, er på hospitalet, og han må komme og hente hende. Så det gør han. Da han når hen til hospitalet, finder han Carla siddende på en bænk uden for hospitalet i stedet. Han sætter sig ved siden af hende på bænken og spørger, hvad der er i vejen. Og så begynder hans kone at græde.
Græde og fortælle.
Og jo mere hun græder og fortæller, jo tydeligere bliver det, at Thomas og Carla måske slet ikke taler det samme sprog. My Wife Cries er grundlæggende en film om misforståelser. En romantisk tragedie om to personers søgen efter et fælles sprog og menneskets generelle behov for at forstå (en anden). En pointe, der understreges af, at Carla spilles af franske Agathe Bonitzer, mens Thomas spilles af serbiske Vladimir Vulević. Deres tyskkundskaber giver dialogen et pudsigt staccato-præg, hvor ikke bare det, der siges, men også måden det siges på, bliver en del af Angela Schanelecs filmiske projekt. Det er, som om det er vigtigere at tale om følelserne end det er rent faktisk at føle dem.
Angela Schanelecs værk er minimalistisk og er ofte blevet sammenlignet med franske Robert Bressons i kraft af hendes forkærlighed for elliptiske fortællestrukturer samt karakterernes meget præcise og afmålte bevægelser og talte sprog, der placerer sig et sted mellem recitation og prosa. I hendes senere film bliver forbindelsen til den japanske filmskaber Yasujiro Ozu imidlertid mere eksplicit, blandt andet gennem deskriptive titler og gennem motivet med den grædende kvinde.
På et dybere plan peger forbindelsen til både Bresson og Ozu mod en filmisk praksis, hvor billedet ikke blot er noget, man ser ind i, men også en flade med sin egen sanselige tilstedeværelse og tænkning. Når man først accepterer dette, begynder elementer som lysindfald, kropsbevægelser, lyd og det stillestående kamera langsomt at træde frem og tale fra sig. Lige pludselig bliver lyden af vindens susen i trækronerne eller billedet af en kvinde, der ligger på en sten, kilden til en afgrundsdyb følelsesstrøm. Schanelec bruger hverken Bresson eller Ozu som en skabelon, men som et afsæt for en egensindig og vital udforskning af menneskelige relationer og af det, der ligger mellem det sete, det sagte og det sansede.
Få film er i sidste ende så levende som Schanelecs.
Præsenteres i samarbejde med Empire Bio.
Kopi: SBS Productions