Renko er en energisk pige i 6. klasse, hvis hjerte går i tusind stykker, da hendes forældre meddeler, at de skal skilles. Renko nægter at acceptere sin nye tilværelse uden videre. Hun skjuler skilsmissepapirerne, spæner vægelsindet rundt, spærrer sig inde på sit værelse og drømmer om en foreningstur ved Biwa-søen, hvor den lille familie engang holdt ferie. Indestængt og ked af det, men samtidig drevet af en kluntet nysgerrighed og opdagelsesiver, bevæger Renko sig rundt i Kyotos gader og afkroge.
Følelsernes opdragelse og Renkos hverdag danner filmens ramme, i hvert fald lige indtil den ramme overskrides og noget grundlæggende virkeligt forsvinder. Renkos perspektiv skubber til filmens logik og farver dens struktur. Det hele foregår så umærkeligt og blidt, at man ikke nødvendigvis opdager det med det samme. En imponerende forening af hjemligt drama og filmisk-metafysiske mulighedsrum. Netop dét var en af Shinji Sōmais store egenskaber, og i Moving skaber han i scene efter scene en dynamisk relation mellem Renko og hendes omgivelser.
Sōmai rodfæster filmen i relativt lange, uafbrudte indstillinger, som han lader karakterernes uforudsigelige adfærd spille med og op imod. For Sōmai var formålet med de lange indstillinger ikke at anlægge et rigidt formsprog, men at arbejde med skuespillernes såvel som filmholdets energi – “to burst through the frame from within,” som den japanske filmskaber Ruysuke Hamaguchi formulerede det i et nyligt hyldestessay til sin landsmand. Shinji Sōmai valgte de greb, som var nødvendige for, at hans karakterer kunne brænde igennem, og i Moving er Renkos livskraft så stærk, at billedet på et tidspunkt ligefrem står i flammer.
Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Kopi: MK2.