colossAl youth
+ samtale m. Pedro Costa
PEDRO COsta
2006
155 min. + samtale
PORTUGAL
DCP
Portugisisk tale / engelske undertekster
Den lange, aldrende kapverdiske arbejder og immigrant Ventura vandrer. Mellem de smalle, mørke gader i sit gamle nabolag Fontainhas, der nu næsten er revet totalt ned, og det nye kridhvide boligkompleks, hvor han nu er blevet genhuset. Han besøger sine gamle naboer, som han alle betragter som sine børn og leder dem som en arbejderklassens Moses til et nyt land i form af et andet sted at bo.
I baggrunden ligger hele tiden historien om hans kone, Clotilde, der har forladt ham, og i lommen bærer han et brev, som han ofte tager frem og læser højt for hende, selvom hun ikke er der. Et brev, der er en kombination af fragmenter fra andre breve skrevet af kapverdiske immigranter og et brev, som den surrealistiske digter Robert Desnos skrev til sin kone kort tid inden han døde.
I Colossal Youth vandrer mange af de fortabte, desillusionerede sjæle, der også vandrede igennem Pedro Costas forudgående film Ossos og In Vandas Room, der begge også foregik i Fontainhas – det nabolag i Lissabon, som er blevet altdefinerende for Pedro Costas filmiske arbejde. Men nu, hvor kvarteret næsten er forsvundet, er dets beboere blevet spøgelser uden hjem og tilhørsforhold, der driver rundt et sted mellem fortid og nutid og forsøger at finde en tid og et sted, hvor de kan føle sig hjemme. Vanda Duarte, der er den altoverskyggende karakter i In Vandas Room, er her blevet mor og har skiftet heroinen fra første film ud med metadon.
Men Colossal Youth er samtidig et nybrud i Pedro Costas oeuvre og markerer indgangen til et nyt plateau for ham. En ting er, at det er her det fortsat pågående samarbejde med Ventura har sin begyndelse. Et andet er, at instruktørens ikoniske, skyggefyldte billeder bevæger sig ind et nyt og endnu mere gennemarbejdet niveau, hvor de digitale begrænsninger bruges med overlæg til at definere en stil. En tredje er, at karaktererne, der primært spilles af virkelige kapverdiske immigranter fra Lissabon, her fremstår hypnotiske og apatiske, og de fremfører dialogerne monotont og mekanisk.
Colossal Youth udspiller sig i en lang række sekvenser, der springer mellem forskellige tider. Det er en hypnotisk og poetisk film, der muligvis føles drømmende og atmosfærisk, men som udspiller sig lige midt i en grynet og grum socialrealistisk virkelighed. En virkelighed, hvor sporene efter den portugisiske revolution og landets kolonihistorie er lige så dybe, som de nye boligkomplekser er høje og hvide.
Præsenteres i samarbejde med Cinemateket. Kopi: Optec Filmes
Arrangement: Efter visningen taler Tusind sole med Pedro Costa om hans arbejdsmetode og filmkunst. Samtalen varer ca. 45 minutter og foregår på engelsk.
12. december 19.00
Cinemateket
(Gothersgade 55, 1123 København)
Køb billet