Efter sin mors død forsøger den 11-årige dreng Andrea at komme tættere på sin far. Faren, der er britisk konsul i Firenze, bearbejder sin sorg ved at kaste sig over sit arbejde, og når han endelig er hjemme, rækker hans omsorg sig kun til Andreas lillebror, Milo. Men hvor Milo stadig har den alderstypiske immunitet over for verden og dens traumer, opfatter og føler Andrea mere, end han er i stand til at sætte ord på. Det er langs denne usigelige afgrund, at instruktør Luigi Comencini i Misunderstood konstruerer sit melodrama og tegner et hjerteskærende portræt af en moderløs dreng.

Andrea og Milo, overladt til deres fantasi, bygger huler i deres luksuriøse hjem. Et bevægende og zoomende kamera iagttager dem skabe disse hemmelige rum: fysiske og mentale tilflugtssteder, som er forbundet til hverdagens værelser, men også adskilt fra dem. Der er en verden til forskel på den måde, vi forstår rummene på, når børnene har frit lejde, og når faren og hjemmehjælperen er til stede. Comencini gør således dramaets kerne til et rumligt anliggende; han sublimerer familiens indbyrdes relationer og gør dem konkrete. Filmens melodramatiske styrke opstår ikke kun i kraft af rummets symbolik, men også dets bogstavelighed.

Luigi Comencini var en alsidig filmskaber. Han bedrev sig inden for mange forskellige stilarter – fra neorealisme over komedier til historiske samfundsskildringer – men det var inden for det klassiske melodrama, at han særligt var i stand til at give filmisk form til barndommens verden. I Misunderstood er der især ét nærbillede af Andrea i færd med at lytte til en båndoptagelse af sin mors stemme, der formår at internalisere barndommens stille alvor i al sin kompleksitet. 

Med sin respekt for barnets blik, er det en film, som danner et åndeligt slægtskab med film som Yasujirō Ozus I Was Born, But…, François Truffauts 400 Blows, Robert Bressons Mouchette, Joseph Loseys The Boy with Green Hair og David Depessevilles Astrakan.

Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.

Kopi: Intramovies. Tak til Radiance Films.