aKommende visningerMaj

le lac

fabrice aragno
2025
75 min.
Schweiz
DCP
Fransk tale / engelske undertekster

Fabrice Aragno – en af Jean-Luc Godards tætteste samarbejdspartnere – vækker Genèvesøen til live med mytisk klarhed. Dage og nætter om bord på en kapsejladsbåd. Bølgerne rejser sig ubarmhjertigt. Må de en dag stilne af og kysten komme til syne.

Et par kaster sig med liv og sjæl ud i en kapsejlads på Genèvesøen. De skal tilbringe adskillige dage på den store sø. Naturens stemme lader sig høre i vindens pisken, bølgernes brusen, træernes åndedrag, de passerende skyer, fuglenes ensomme kald.

le lac er en film med få ord, men med et hav af lyde, teksturer og historier. En vaskeægte lydfilm. En vaskeægte billedfilm. Altså: en vaskeægte biograffilm. Landskaber filmes som kroppe, kroppe som landskaber. Glidende på vandoverfladen, et sted mellem liv og død, konfronteres parret med elementernes uophørlige modgang og uvirkelige skønhed.

Fabrice Aragno anvender ikke blot filmmediet til at skildre denne ur-verden og den hypermoderne båd, der krydser den. Takket være forskellige filmteknikker og en særegen sans for komposition formår selve filmen at stille sig udspændt mellem tider og elementer og vække Genèvesøen til live. Dette er en sand amfibisk filmkunst, der fremmaner livet på både land og i vand.

le lac havde verdenspremiere på Locarno Film Festival 2025 og er Aragnos spillefilmsdebut. Aragno har forinden instrueret kort og mellemlængdefilm og var desuden fotograf for – og ven til – Jean-Luc Godard fra slutningen af 00’erne og frem til Godards død i 2022. Aragno spillede en afgørende rolle i færdiggørelsen af Godards sidste film, som Tusind sole viste i april 2025.

Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Rettigheder og kopi: Casa Azul Films. Tak til Fabrice Aragno.

“The World Doesn’t Know Shinji Somai”
Ryusuke Hamaguchi, 2023

“The world doesn’t know Shinji Somai”. That was the catchphrase coming with the book Yomigaeru Somai Shinji (Shinji Somai Renaissance) published in 2011, 10 years after the director’s death. Now that 10 years has passed again, does the world finally met Shinji Somai? Yes and no. Of course, several retrospectives of his films have been organized in festivals, where he found a new audience. He is still far from achieving the widespread recognition that all Somai lovers feel is his due. This is a thing that I’ve felt precisely while speaking with those involved in cinema around the world. The world still doesn’t know Shinji Somai.

Since his debut in 1980, Shinji Somai is held in the highest esteem by Japanese film fans, just as it is, let's face it, impossible for anyone making cinema in Japan today not to have Somai in mind. Of course, it is easy to imagine the difficulty of mulling over the atmosphere of early Somai films if one is not familiar with the specific context of Japanese cinema in the 1980s. At a time when, with the dismantling of the major studio production system many films were being made by parasitising other industries such as television or music Somai launched his filmography by making "idol films" relying on the popularity of the teenage girls who played the leading roles (which is reminiscent of Hou Hsiao Hsien's debut at the same period).

We often speak of the "sequence shot" or the "long shot" to characterise the stylistic feature he acquired during this period. However, nothing could be more misleading than to regard this as his 'auteurism'. Simply comparing Somai Shinji's long takes with those of Welles, Tarkovsky, Angelopoulos and others will only make his technical coarseness stand out. This could be understood as a reflection of the poor production conditions of Japanese cinema in the 1980s. But no. What he was really aiming for was first and foremost the 'sparkle of life' of the actors. In his work, the long shot allows these young women, seen as "idols", to burst through the frame from within, the better to escape. This inspires the crew, who grew up in studios, to break through the limited circumstances of the time. This 'long shot', which is a by-product of his deep trust in the vitality of the actors' and crew's bodies, is not just a directorial technique, but rather a reflection of his 'attitude to life'.

Moving (selected in Cannes Film Festival's Un Certain Regard section in 1993) is, amongst all of Somai’s films, the one which first created a contact between international audience and his entire oeuvre. However, the film did not simply end up unawarded, nor did it receive the same critical favours as Takeshi Kitano's Sonatine, which was screened in the same year and in the same section. Here again, the world and Somai replayed their failed encounter. Watching the film again today, it seems unbelievable. Especially because of the presence of the lead actress, Tomoko Tabata. Her ability to move, the expression on her face, her eyes - everything is incredible; but it is her voice that I find most captivating. This voice, which alone manages to express her whole being, which plays with distance and time as if it were breaking down all boundaries, to touch and shake the adults who play the other characters, right up to the audience. As a filmmaker, it's hard to believe that such a being could exist in a film. The images are like so much evidence of her vital energy. We are led to reflect on the fact that the life force residing there may also be in us, and we may not be making full use of it. Life, here reinstilled.

There can be no doubt that Moving is still the best gateway for "the World" and Shinji Somai to meet. You don't need to know anything about the history of Japanese cinema to understand this film, which marks a period of the highest refinement in his career, as well as having been brought to life through Tomoko Tabata’s character. But if, thanks to this film, viewers ever become interested in Shinji Somai, I would like them to see his twelve other films. Because in each of them, you will see bodies and hear voices that surprise you. Again and again. There's nothing to be surprised about. We have not yet met Somai Shinji enough.

We still don't know Somai!
Essay udgivet i pressebooklet i forbindelse med den nyrestaurede udgave af Moving.

28. maj
19.00
Cinemateket (Gothersgade 55, 1123 København)
Køb billet

Glasklare spøgelser:
Christian Petzold besøger København

Den 10. til 12. juni får vi besøg af den tyske instruktør Christian Petzold. Over tre dage vil Petzold præsentere tre af sine egne film og to film fra filmskabere, han er inspireret af.

Christian Petzold er en af hovedstemmerne i europæisk filmkunst. Siden midten af 1990’erne har han udviklet en særlig form for spøgelsesfilm. Der er ikke noget overnaturligt i hans værker, men en stemning af fravær, forskydninger og uforløste forbindelser mellem mennesker, steder og historiske begivenheder gennemstrømmer hans glasklare og tilsyneladende upåfaldende billeder.

Hos Petzold glider illusion og virkelighed umærkeligt ind i hinanden. Hans karakterer befinder sig ofte i grænsetilstande, hvor identiteten er flydende, og hvor fortidens eller fantasiens figurer kan antages uden at blive mindre sande. Hans film er båret af en sjælden klassicisme: præcise og umiddelbare, og med en evne til at lade livets vilkårlighed blafre inden for en ramme, der ikke desto mindre er bevidst konstrueret.

Den 10.–12. juni inviterer vi, sammen med Petzold, til visninger og samtaler om hans film og den filmhistorie, han skriver sig ind i. Petzold har udvalgt tre af sine egne værker samt to film, der har inspireret ham. Vi håber at skabe et rum, hvor vi i fællesskab kan fordybe os i Petzolds praksis og reflektere over filmkunsten som sådan.

Serien er arrangeret i samarbejde med Grand Teatret og Gloria. Tak til Goethe-Institut Dänemark

Filmprogram

10/06 17.15:
miroirs no. 3
+ samtale m. Christian Petzold

11/06 17.00:
notorious
+ Intro v. Christian Petzold

11/06 20.00:
Wolfsburg
+ intro v. christian petzold

12/06 17.00:
The Long goodbye

12/06 20.00:
Phoenix

miroirs no. 3
+ samtale m. Christian Petzold

Christian Petzold
2025
86 min. + samtale
Tyskland
DCP
Tysk tale / danske undertekster

Et biluheld er nok engang den knap, der udløser det underspillede petzoldske drama i hjemsøgen de familiefortælling om tab og sorg og alt det uudtalte, man først finder ud af hen ad vejen.

En ung kvinde og en ung mand i en åben rød sportsvogn. De kører forbi et hus med et stakit. De er kørt forbi det tidligere uden problemer. Men denne gang kører de galt. Den unge mand dør. Men den unge kvinde – en klaverstuderende fra Berlin ved navn Laura – overlever på mirakuløs vis og bliver taget ind og passet og plejet af den kvinde, der bor i huset med stakittet og som overværede ulykken.

Betty hedder kvinden, og hun omfavner Laura med en moderlig hengivenhed, og da Bettys mand og søn efter et mindre tilløb også begynder at omfavne Lauras tilstedeværelse, ligner firkløveret pludselig en sund og harmonisk familie. Men sagte træder fortidens spøgelser også ind i familien, og så får Bettys hengivenhed pludselig helt andre nuancer.

Miroirs No.3 refererer til et stykke af den franske komponist Maurice Ravel, der bærer undertitlen Une barque sur l’océan (En båd på havet) og beskriver en båd, der glider afsted på havets kraftfulde bølger.

Og på samme måde bliver filmen også ført elegant og enigmatisk frem på de uudtalte bølger, der opstår i kølvandet på det biluheld, der efterhånden er blevet Christian Petzolds varemærke, og den begivenhed, der får den første dramatiske dominobrik til at vælte den næste og den næste og…

Med få og enkle virkemidler – og for fjerde gang med skuespilleren Paula Beer i front – formår den tyske instruktør at skabe en hjemsøgende og overraskende thriller-lignende fortælling om tab og sorg, hvori fortidens traumer og sår bliver ved med at trække sine spor og konsekvenser langt ind i nutiden.

Arrangement: Efter visningen taler Tusind sole med Christian Petzold om hans arbejdsmetode og filmkunst. Samtalen varer ca. 45 minutter og foregår på engelsk.

10. juni 17.15
Grand Teatret
(Mikkel Bryggers Gade 8, 1460, København)
Køb billet

Notorious
+ intro v. Christian Petzold

Alfred Hitchcock
1946
102 min. + introduktion
USA
DCP
Engelsk tale

April 1946. Krigen er officielt forbi, men den amerikanske agent T.R. Devlin (Cary Grant) er på sporet af de nazistiske krigsforbrydere, der stadig går fri. Efterforskningen fører ham til Sydamerika, hvor han rekrutterer Alicia Huberman (Ingrid Bergman) til at infiltrere en nazistisk eksilgruppe i Brasilien. Alicia er datter af en dømt nazispion, og hendes bagland kaster skygger over hendes liv og gør hende både sårbar og strategisk anvendelig i det politiske spil.

Med sin karisma formår Alicia at komme tæt på den gådefulde Alexander Sebastian (Claude Rains), der synes at udgøre en central del af den tyske sammensværgelse. Men efterhånden som Alicia synker dybere ind i sin rolle, bliver forholdet til både Devlin og Sebastian mere og mere kompliceret.

I Notorious fremmaner Alfred Hitchcock en følelse af grænseløshed: Kameraet glider fra den ene karakter til den næste, så filmens synsvinkel hele tiden forskydes og cirkulerer mellem karaktererne. En væsentlig del af filmens drivkraft ligger netop i denne relationelle koreografi. Samtidig sammenvæver Hitchcock elementer fra den romantisk komedie, melodramaet og film noir, hvor karakterernes handlinger og personligheder fremmaner de skiftende genrer.

Hitchcock er ofte blevet betegnet som en af filmhistoriens største manipulatorer. Han vidste præcis, hvornår han skulle klippe, og hvordan kameraets bevægelser i samspil med musik kunne intensivere den psykologiske effekt på publikum. Men som Jean-Luc Godard engang har sagt, var Hitchcock også en digter – og vi som publikum er derfor ikke blot underlagt Hitchcocks magt, men også poesiens. Og dét er der noget frigørende ved.

Arrangement: Inden visningen vil Christian Petzold tale om sit forhold til Alfred Hitchcocks film. Introduktionen varer ca. 10 minutter og foregår på engelsk.

11. juni 17.00
Grand Teatret
(Mikkel Bryggers Gade 8, 1460 København)

Køb billet

wolfsburg
+ intro v. Christian Petzold

Christian petzold
2003
90 min. + introduktion
Tyskland
DCP
Tysk tale / Engelske undertekster

En selvcentreret bilsælgers uopmærksomhed bliver startskuddet på en lavmælt og angstfyldt undersøgelse af sorg og skyld. Et psykologisk bildrama om liv, der langsomt falder fra hinanden.

Den tyske by Wolfsburg er mest kendt for sin bilindustri. Det var blandt andet her, at militærkøretøjer og fly blev produceret til den nazistiske hær under Anden Verdenskrig. Det er også her, at den selvcentrerede og dygtige bilsælger Philipp holder til. Hans forhold til sin forlovede går slet ikke som det skal, og en dag, mens de to er i gang med at skændes over telefonen, bliver Philipp uopmærksom bag rattet i sin bil og påkører en dreng på cykel. I stedet for at stige ud og hjælpe drengen, flygter Philipp fra ulykkesstedet og efterlader ham alene i vejsiden.

Senere møder den skyldbetyngede Philipp drengens mor i det supermarked, hvor hun arbejder. Det det bliver starten på et melodramatisk spind af løgne, romantisk besættelse, moralsk forfald og en pirrende klassekonflikt med moderen, der selv går rundt i en tåge af sorg og med en lyst til at finde og hævne sig på den ukendte flugtbilist.

Præcis som i sin seneste film Miroirs No. 3 bruger Christian Petzold i Wolfsburg biluheldet til at igangsætte et drama, der handler om meget mere komplekse, moralske og eksistentielle problemstillinger end blot det fysiske spørgsmål om liv og død. Derigennem tegner den tyske instruktør et portræt af en angstfyldt del af samfundet, der er lige så koldt og sterilt som en velsmurt bilindustri.

Wolfsburg er et gnavende, ubehageligt psykologisk spændingsdrama om forskellige liv, der langsomt – men sikkert – er ved at falde totalt fra hinanden, og en low-key undersøgelse af sorg og skyld.

Arrangement: Med introduktion ved Christian Petzold.

11. juni 20.00
Gloria
(Rådhuspladsen 59, 1550 København)

Køb billet

the long goodbye

Robert Altman
1973
112 min.
USA
DCP
Engelsk tale

En nat får privatdetektiven Philip Marlowe uventet besøg af en ven, der i hast fortæller, at han bliver nødt til at rejse til Mexico. Besøget trækker Marlowe ind i et større komplot, han hverken kan gennemskue eller tage hånd om, og før han ved af det, er både politiet og mafiaen efter ham, mens sporene omkring ham kun bliver mere uigennemskuelige.

The Long Goodbye er Robert Altmans filmatisering af Raymond Chandlers roman af samme navn fra 1953. I filmen bevæger Elliott Goulds afdæmpede og katteelskende Marlowe sig retningsløst gennem 1970’ernes Los Angeles.

Filmen er ofte blevet hyldet som en dekonstruktion af den klassiske detektivfilm, men dens vedvarende fascinationskraft ligger ikke kun i dens overskridelse af genrens konventioner, men også i dens tillid til dem. Filmen udfolder sig i en dobbelt bevægelse: På den ene side en traditionel krimigåde om utroskab, tyveri og mord; og på den anden side en fortælling indlejret i et samtidigt kulturlandskab præget af nøgenyoga og protestkultur. Marlowe omfavner dette kaos med en næsten demonstrativ apati og sit gennemgående mantra: “It’s okay with me.”

12. juni 17.00
Gloria
(Rådhuspladsen 59, 1550 København)

Køb billet

phoenix

Christian Petzold
2014
98 min.
Tyskland
DCP
Tysk tale / engelske undertekster

Et melodramatisk efterkrigsdrama, der er en videreførelse af både Fassbinder og Hitchcocks filmkunst. Et musikalsk noir-mirakel om menneskets imponerende evne til kun at se de ting, det gerne vil se.

Det er i tiden efter Anden Verdenskrig. Den jødiske kvinde og tidligere cabaretsanger Nelly har overlevet sit fangenskab i den nazistiske koncentrationslejr Auschwitz. Hun beslutter sig derfor at drage tilbage til Berlin for at opsøge sin mand Johnny.

Men Nellys ansigt er ødelagt efter koncentrationslejren og en plastikkirurg tilbyder at operere hende. Efter operationen lyder og ligner hun ikke længere sig selv, hvorfor Johnny ikke kan genkende hende, da hun møder ham igen. Og så løber der i øvrigt også et rygte om, at Johnny måske var den person, der angav Nelly til nazisterne for at modtage den formue, hun var berettiget til at arve. Det bliver startskuddet til et udspekuleret og suspensefuldt maskespil mellem kvinde og mand.

Phoenix er en melodramatisk krigsfilm, der på papiret ikke burde kunne fungere, men som ender med at være et mindre, musikalsk noir-mirakel, der både trækker tråde langt ned i filmens, Tysklands og menneskehedens historie. En film om menneskets imponerende evne til ikke at se realiteterne i øjnene, selv hvis de står lige foran en.

Christian Petzold trækker referencer til både Rainer Werner Fassbinders Maria Brauns ægteskab og til Alfred Hitchcocks Vertigo, samt murbrokker- og ruinfilm, der er kendt som trümmerfilm. For sjette gang har han Nina Hoss i en bærende rolle i sin film som Nelly, og i en film der handler om masker og ansigter, bærer hun på imponerende vis fortællingen i sit eget.

Filmen er løst baseret på bogen Le Retour de Cendres, der er skrevet af den franske forfatter Hubert Monteilhet. Og så blev Phoenix desuden sidste film, Christian Petzold lavede med sin faste manuskriptforfatter Harun Farocki, der selv var en fænomenal filmskaber.

12. juni 20.00
gloria
(Rådhuspladsen 59, 1550 København)

Køb billet

Tusind sole