En af de bedst omtalte film fra dette års Cannes-festival: Josh O’Connor indtager hovedrollen i Kelly Reichardts lavmælte kupfilm om en amatørkunsttyv i 1970’ernes USA. Med sin præcise miljøskildring, underspillede humor og minutiøse fokus på tyveriets logistik byder The Mastermind på en forfinelse af Reichardts formsprog – og bekræfter endnu en gang hendes position som en af USA’s mest betydningsfulde instruktører i dag.
I 1970’erne Massachusetts – med Vietnamkrigen og Richard Nixons fjæs som bagtæppe – kæmper den arbejdsløse tømrer og familiefar J.B. Mooney (Josh O’Conner) for at holde sammen på sit liv. Familielivet fungerer, men hverdagen er uden de store udsving og overraskelser. Oven i det er hans far, en velrenommeret dommer, ikke just imponeret over sønnens karriere og endnu mindre over hans økonomiske situation.
Mooney kaster sig derfor ud i en ny tvivlsom karriere som kunsttyv. Og efter et par succesfulde smårapserier på det lokale museum, går han i gang med at planlægge sit første store kup. Han hyrer tre mildest talt inkompetente medsammensvorne, og deres absurd ringe plan er, at de ved højlys dag skal gå ind på et kunstmuseum og stjæle fire abstrakte malerier af modernisten Arthur Dove – en kunstner, der ikke ligefrem er det mest salgbare navn på kunstscenen. Det går naturligvis ikke, som tyvene havde planlagt, og Mooney må hurtigt gentænke sine planer.
Lad det være sagt med det samme: The Mastermind bekræfter endnu en gang Kelly Reichardts position som en af USA’s mest inspirerende filmskabere i dag.
I løbet af sin over 30 år lange karriere har Reichardt forsigtigt bevæget sig inden for forskellige andre genrer og subgenrer, såsom western, kunstnerportræt og thriller, og nu bevæger hun sig så også ind i kupfilmen. Fælles for de genrer er, at de er procesdrevne: westernfilmen rejser gennem barske landskaber, kunstnerportrættet iscenesætter værkets skabelse, thrilleren tager os igennem opklaringer og kupfilmen viser den minutiøse planlægning og udførelse af en opgave.
Reichardt er ikke en instruktør, der hæver sig over genrerne. Tværtimod træder hun ind i dem og arbejder tålmodigt med deres grundelementer, lader dem folde sig ud, så de ånder og får liv. Hun giver plads til de mellemrum, hvor den egentlige spænding opstår.
Derfor synes kupgenren også at passe godt til Kelly Reichardts formsprog. Her kan hun dedikere billeder og hele scener til de forskellige forberedelser og opgaver, der skal udføres, før man kan stjæle et maleri og undgå at blive opdaget. For Reichardt er genre ikke en ramme, der skal sprænges, men et redskab til at udforske et særegent filmisk ærinde, nemlig at iagttage en proces udfolde sig over tid, trin for trin, scene for scene, billede for billede.
The Mastermind er en art kombination af spændingselementerne fra Reichardts øko-thriller Night Moves (2013), den menneskelige ensomhed fra Wendy and Lucy (2008) og det fundament af forliste kunstneriske ambitioner, som også er gældende i Showing Up (2023).
Fælles for alle Kelly Reichardts film er, at de er rolige og poetiske, holdt i velkendte jordfarver, og uden et ønske om at gøre for stort væsen ud af sig selv. Og alligevel synes The Mastermind at føre Reichardt ud på nyt terræn: her kan en stringent formalisme inspireret af Robert Bressons Pickpocket (1959) og L’Argent (1983) sameksistere med en jazzet lydside og stumfilms-slapstick à la filmserien Keystone Cops uden at instruktørens egen prosaiske sensibilitet mindskes.
Præsenteres i samarbejde med Empire Bio.
Kopi: The Match Factory.