En ung mand sidder i bar mave ved et flammende bål med en kniv i hånden. Det er nat. Der er mørkt omkring ham. Han spiser, mens himlen i korte øjeblikke bliver lyst op af lyn, der spøger ude i horisonten.
Så skifter det til dagen efter. Den unge mand er iført en rød T-shirt og en blå kasket, mens han spadserer gennem et frodigt landskab med en økse over skulderen. Vi hører insekter summe og fugle fløjte, mens den unge mand bevæger sig igennem det høje græs.
Den unge mand hedder Misael. En ensom træfælder og den altoverskyggende hovedkarakter i argentinske Lisandro Alonsos film La libertad. Herude på den uendelige pampas lever han, skider han, spiser han og fælder han og afbarker han det ene træ efter det andet med sin økse og sin motorsav.
Filmen er en del af Lisandro Alonsos trilogi, Lonely Men, der også tæller Los Muertos (2004) og Liverpool (2008). Film, der alle er enkle og langsomme, og som følger ensomme mænd på en eller anden form for underforklaret vandring eller rejse, alene, gennem isolerede landskaber og som ikke bliver synderligt berørte af de få møder, de trods alt har undervejs.
Men hvor karaktererne ikke lader sig påvirke af møder og forandringer langs vejen, så gør langsomheden, ensformigheden, stilheden og afstanden til karaktererne, at selv de mindste afvigelser efterlader store indtryk hos den, der ser med. Det være sig præsentationen af en hvid hund, en radio, en bil, et bæltedyr, et familiemedlem.
Præsenteres i samarbejde med Gloria biograf.
Kopi: LuxBox, Lisandro Alonso.
En mand med rynker i panden sidder i bar mave ved et flammende bål med en kniv i hånden. Det er nat. Der er mørkt omkring ham. Han spiser, mens himlen i korte øjeblikke bliver lyst op af lyn, der spøger ude i horisonten.
Så skifter det til dagen efter. Den unge mand er iført en snavset, hvid T-shirt og ligger i et faldefærdigt skur og blunder med en lille radio på maven. Så rejser han sig op og tager en blå kasket på og spadserer gennem et frodigt landskab med en afbarket træstamme på skulderen. Vi hører insekter summe og fugle fløjte, mens manden bevæger sig igennem det høje græs.
Manden hedder stadig Misael. Og han er stadig en ensom træfælder og den altoverskyggende hovedkarakter i den argentinske Lisandro Alonsos seneste film La libertad doble. Herude på den uendelige pampas lever han stadig, pisser han stadig, spiser han stadig, fælder han stadig og afbarker han stadig det ene træ efter det andet med sin økse og sin motorsav.
Men noget er også ved at ændre sig, og det er ikke bare antallet af rynker i panden på Misael, eller at den hvide hund er blevet lidt langsommere til fods. For hvor han 25 år tidligere i La libertad (2001) forbliver alene på sletten, får han i La libertad doble af praktiske årsager besøg udefra. Og så er der pludselig dobbelt så mange, der bebor de ydmyge omgivelser, hvilket skubber til rytmen i hans ensformige dage og bringer et nyt og uforudset ansvar med sig. Før han ved af det, er hans hverdag forvandlet til et vildnis, hvor menneskelig fornuft ikke længere har nogen mening eller betydning.
Ved første øjekast ligner det hele sig selv i den minimalistiske opfølger til den ligeså minimalistiske La libertad, men lad det være sagt med det samme: intet er som det plejede at være på den argentinske pampas.
Som så ofte før formår Lisandro Alonso – en af de absolut mest spændende (latinamerikanske) filmskabere – at lave nærværende, radikal og poetisk filmkunst med meget, meget begrænsede midler.
Præsenteres i samarbejde med Grand Teatret.
Kopi: LuxBox, Lisandro Alonso