Tusind sole


Tusind sole er en filmvisningsrække i København. Hver måned præsenterer vi én international premierefilm og ét genopdaget historisk værk, der på forskellig vis udvider filmmediets mulighedsrum og vores fælleshorisont. 

Billetpris: 50 kroner  (medmindre andet er angivet).

Tilmeld nyhedsbrev
Kommende visningerfebruar

mortu nega


Flora Gomes
1988
96 min. 
Guinea-Bissau
DCP
kreolsk, Portugisisk / Engelske undertekster

Hvad sker der, når uafhængigheden er vundet og liv skal genoptages og leves? Det er det store spørgsmål i Mortu Nega, Flora Gomes’ eminente krigs- og kærlighedsfilm om Guinea-Bissaus kamp for selvstændighed.  

Året er 1973. Solen steger, og krigen raser på tiende år i Guinea-Bissau, der kæmper for uafhængighed og selvstændighed fra den portugisiske kolonimagt. En af dem, der kæmper for friheden, er Diminga. Hun har meldt sig under guerillahærens faner, fordi hun vil til fronten for at finde sin mand, Sako.

Dimingas søgen fører hende igennem store dele af det krigshærgede og dødsplagede land. Med våben, ammunition og proviant traver hun sammen med andre oprører gennem tætbevoksede skovområder og højtvoksende græsmarker, hvor landminerne ligger spredt med løs hånd, indtil hun endelig finder sin sårede mand.

Men filmen stopper ikke der. For selvom om kolonikrigen ender, er landets guerillaleder og selvstændighedens ledestjerne, Amílcar Cabral, død, og Diminga og Sako aner ikke, hvad de egentlig vender hjem til. Hvordan de skal få deres liv og tilværelse til at hænge sammen igen i et land splittet og hærget af krig og kolonialisme, og hvor tørke og postkolonial bureaukrati holder et kvælertag om deres halse.

Mortu Nega (også kendt som Those Whom Death Refused) havde premiere på filmfestivalen i Venedig i 1988 – 15 år efter, at Guinea-Bissau blev uafhængigt – og var både instruktøren Flora Gomes’ debutspillefilm og den første fuldlængdefilm produceret i Guinea-Bissau efter landets selvstændighed.

Det er ved første øjekast en krigsfilm om kampen for retfærdighed og frihed. Men det ligeså meget et politisk drama og en tankevækkende fortælling om håb og kærlighed. Håbet, der får en til at forsætte med at leve, og kærligheden mellem én mand og én kvinde og til et hjemland, der gør livet værd at leve.

Flora Gomes har selv kaldt filmen en afrikansk lignelse. Og den er fortalt som en blanding mellem historisk virkelighed og afrikansk mytologi, hvor regn og dans måske er det, der kan forløse det, som ellers virker uløseligt, og forene de levende med de døde.

Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Kopi: Cineteca di Bologna.

Restaureret af The Film Foundation’s World Cinema Project og Cineteca di Bologna på L’Immagine Ritrovata-laboratoriet i samarbejde med Flora Gomes.


20. februar
19.15
Cinemateket  (gothersgade 55, 1123 København)

Køb  billet

two seasons, two strangers


sho miyake
2025
89 min. 
Japan
DCP
japansk tale / engelske undertekster  

Den japanske hovedprisvinder på sidste års Locarno filmfestival. En lavmælt film, der lader to årstider og to møder mellem fremmede mennesker spejle hinanden i poetiske paralleller.

Først: En sommerdag ved stranden. Lyden af bølgebrus spreder sig diffust langs lydbilledet. To unge, ensomme mennesker møder hinanden. De udveksler et par ord, går rundt i stilhed, går hver til sit, mødes igen, spiser sammen og svømmer i det stormfulde hav.

Dernæst: vinter, et bjerget snelandskab. Sneen absorberer al lyd, lægger verden i stilhed, og det reflekterende lys giver jorden en særlig glød. Storbymennesket Li, en manuskriptforfatter med skriveblokade, er rejst hertil for at, ja, hun ved faktisk ikke, hvorfor hun er taget afsted. Hun når frem til et øde pensionat, der drives af den gådefulde Benzo. De taler sammen, ja, men mest forbi hinanden. Alligevel begiver de sig en aften ud på et uventet eventyr i det natlige snelandskab.

Two Seasons, Two Strangers – som vandt hovedprisen på sidste års Locarno filmfestival – er baseret på to historier af mangategneren Yoshiharu Tsuge. Med en præcis sans for de mest beskedne gestusser fremmaner instruktør Sho Miyake en verden, der både er rundet af dyb tristesse og rummer en evne til genfortryllelse. Miyake arbejder med fortællemæssige metalag, som lader hvert blik og hver bevægelse give genklang i poetiske paralleller og kontraster. Two Seasons, Two Strangers er den type film, der renser sanserne og lader sin lille fiktion stå helt åben over for verden og dens mange uforklarligheder.

Om filmen har Sho Miyake selv udtalt: “Vi rejser og laver film for at træde ud af rutinen og de sædvanlige udtryk; for at gå ud i verden som en fremmed. Ord kan føre os nye steder hen, men kan også bedøve vores sanser. Gennem billeder og bevægelse kan vi møde andre – og os selv – mere fordomsfrit. Og vi vågner op til en verden uden navn, der er fyldt med stilhed og forundring.”

Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Kopi: Bitters End.
 


05. marts
19.15
Cinemateket  (gothersgade 55, 1123 København)

Køb  billet

Mor, datter, Georgien:
Nutsa og Lana Gogoberidze
28.-29. marts

Tusind sole dedikerer to dage til to generationer af georgisk film og historie: Nutsa og Lana Gogoberidze.

1930: En grådkvalt toårig pige ser sin mor pakke sine tasker. Hun skal rejse til en fjern bjerglandsby for at indspille en film. En ældre mand i husstanden spørger moren: Er arbejdet virkelig værd at forlade det grædende barn for?

Kvinden, der rejser, er Nutsa Gogoberidze. Georgiens første kvindelige filmskaber. Den lille pige er Lana Gogoberidze, der mange år senere bliver en af hovedstemmerne i den georgiske nybølge. I dag er hun 97 år, men mindet om afskeden står stadig klart.

Nutsa Gogoberidze instruerede to film, i 1930 og 1934, som begge blev censureret af sovjetmagten (hendes første film, Their Kingdom (1927), var medinstrueret af Mikhail Kalatozov). I 1937 blev hun deporteret til ti år i arbejdslejr under Stalins politiske udrensninger. Nutsas bortrejsen – og det efterfølgende ti år lange fravær – kastede en skygge over Lana Gogoberidzes liv. Hun voksede op uden sin mor, mens den officielle sovjethistorie buldrede afsted og slettede sporene af dem, der faldt uden for ideologien.

Nutsa vendte hjem i kølvandet på anden verdenskrig. Hendes film var glemt, og hun fik aldrig mulighed for at genoptage sit virke. Da hun døde i 1966, blot 63 år gammel, havde datteren Lana netop påbegyndt sin egen karriere som filmskaber. I film efter film kredser hun om mødre og døtres sammenflettede skæbner og deres forsøg på at opnå frihed og tosomhed under undertrykkende politiske systemer. I ingen film står dette klarere end i det oversete mesterværk The Waltz on the Petschora (1992), der udspiller sig i 1930’ernes Georgien.

Årtier senere sker det utænkelige: Nutsa Gogoberidzes to tabte film bliver fundet, Buba i 2013 og Cheerless i 2018. Takket være Lana Gogoberidze og hendes datter, Salomé Alexi, bliver filmene restaureret, og de utrolige billeder af georgiske bjerglandskaber og åbne vidder vækkes til live efter mere end 80 års glemsel. Et af de centrale billeder i Buba? Mødre og børn i hvile på en bakketop.

Nutsa og Lana Gogoberidze: to generationer af georgisk historie og filmkunst. Var det arbejdet værd at forlade det grædende barn? Spørgsmålet kan vel aldrig besvares, men sikkert er det, at de på hver sin måde brugte filmkunsten til at forene mødre og døtre i de øjeblikke, hvor deres eget liv ikke tillod det.  

Filmprogram



28/03 17.30:
Buba + Cheerless
nutsa gogoberidze, 1930-34
29/03 19.00:
Waltz on the Petschora
Lana Gogoberidze, 1992



buba + cheerlESS


Nutsa Gogoberidze
1930+1934
93 min.
georgien
DCP
Engelske mellemtekster

Oplev to film af Georgiens første kvindelige filmskaber, Nutsa Gogoberidze. Filmene blev fundet i 2010’erne efter mere end 80 års glemsel og restaureret af Gogoberidzes barn og barnebarn.

Buba
I århundreder har befolkningen i det højtliggende bjergområde Racha kæmpet for at overleve. Så snart den sparsomme høst er bragt i hus, drager mændene ned i dalen og efterlader kvinder og børn alene i naturens nåde i månedsvis. I sin poetiske dokumentarfilm sammenkobler Nutsa Gogoberidze den patriarkalske orden med billeder af en lys, teknologisk fremtid, fremmanet gennem en rytmisk montage og suppleret af imponerende billeder af naturens ærefrygtindgydende kræfter. (Arsenal)

Cheerless
Sumpene i den georgiske region Mingrelia skal drænes for at bekæmpe malaria og give bedre vilkår for landbrug. En lokal legende viser sig dog at stå i vejen for moderniseringsprojektet: Gudinden Ujmuri siges at bo i sumpene og forsvare landskabet mod alle ubudne gæster. Cheerless skaber en ufattelig montage af kontraster, der effektivt iscenesætter stærke karakterer og barske levevilkår og tydeligt præsenterer konflikten mellem tradition og modernitet. (Arsenal)

Præsenteres i samarbejde med Gloria Biograf.
Kopi: Salomé Alexi, 3003 Film.


28. marts
17.30
Gloria biograf  (Rådhuspladsen 59, 1550 København)

Billetsalg åbner den 19. februar


The Waltz on the petshora


lana Gogoberidze
1992
102 min.
Georgien
DCP
georgisk tale / engelske undertekster  

Lana Gogoberidzes selvbiografiske film skildrer Georgien under Stalins store udrensning i 1930’erne: en pige flygter fra et børnehjem og søger ly i sit gamle familiehjem. Hendes far er blevet henrettet, og hendes mor er blevet deporteret til en arbejdslejr i Sibirien. I barndomshjemmet møder hun en ubuden officer, der også har søgt tilflugt. I en parallelhandling skriver moderen breve til sin datter fra arbejdslejren. Moderens fortællerstemme høres ofte uden for billedet – som et slags flakkende minde – og hun beskriver fællesskabet blandt de internerede kvinder. Med ‘The Waltz on the Pechora’ kunne Lana Gogoberidze endelig realisere den film, som hun, med sine egne ord, altid havde ønsket og haft behov for at lave. Den er baseret på hendes mors dokumentariske beretninger om livet i lejren og Gogoberidzes egne barndomsminder. (Gaby Babić/Barbara Wurm)

Præsenteres i samarbejde med Grand Teatret.
Kopi: Salomé Alexi, 3003 Film.



29. Marts
19.00
Grand teatret  (Mikkel Bryggers Gade 8, 1460 København)

Billetsalg åbner den 19. februar
Støttet af


 2024 © Tusind sole