I Misericordia, Alain Guiraudies syvende spillefilm og seneste mesterværk, befinder vi os i en flække i det fransk-occitanske område Aveyron. Det er efterår, dæmringstime, bladene er faldet, mulden er fugtig, svampene gror. Jérémie (Félix Kysyl) er vendt tilbage til sin hjemby for at deltage i bisættelsen af sin tidligere chef, landsbyens bager. Han indlogerer sig hos chefens enke, Martine (Catherine Frot), til stor gene for Vincent, enkens søn, Jérémies gamle ven (Jean-Baptiste Durand). Det er ikke til at tyde præcist, hvad Jérémies hensigter er, eller hvad han forestiller sig, at hans tilbagevenden skal opnå. Queerness har altid været det naturlige afsæt for Guiraudies film, og i Misericordia er det takket være uvisheden om Jérémies planer, at Guiraudie kan fremmane et flersidigt begær i sine billeder. Et begær, der kan modulere og antage mange former. Filmen er befolket af elskværdige arketyper (abbeden, enken, bonden, politimanden, flakkeren), som Guiraudie tilfører nyt liv ved at lade dem vise andre sider af sig selv, når det skumrer og natten falder på. 

Alain Guiraudie er en underskovens filmskaber. I film efter film trænger hans kamera ind i de sydfranske skovområder for at finde det sted, hvor begæret kan få frit løb. Buske, krat og grene udgør en sammenviklet vegetation, som karakterer kan gemme sig bag, blive en del af, afskærme sig fra omverden med. Det er også et sted, hvorfra de kan lure. Hvorfra de kan iagttage andre uden selv at blive iagttaget (så vidt de ved i hvert fald). Et sted hvor nogle ting kan gro, og andre ting kan dø. En organisk vækst, en begyndende fordærvelse. 

Misericordia betyder barmhjertighed. En rammende titel. For Guiraudie synes barmhjertighed at være en essentiel kvalitet, som rækker dybere end blot tilgivelse. Det vedrører snarere det at forstå andre hinsides enhver moral. Det at række ud til andre. Det at indkredse sit eget og andres begær samtidig med, at man slipper det hele frit. Guiraudie fremskriver denne filmverden med humor og krystallinsk klarhed. Han forcerer hverken barmhjertighedens fortælling eller filmsprog, og lader i stedet det hele udfolde sig sådan som det nu vil, stille og roligt, nysgerrigt og uden fordomme.

Præsenteres i samarbejde med Gloria.

Kopi: Les Films du Losange

Sarah Maldorors karnevalstrilogi har i årtier været så godt som uopdrivelig. Takket være hendes døtre er filmene endelig blevet restaureret, og Maldorors vulkanbilleder har fået deres oprindelige storhed tilbage. Den restaurerede trilogi havde verdenspremiere i Italien i juni 2024.

På den tørre kapverdiske vulkanø Fogo suser vinden højlydt henover den golde, sorte jord. Oppe på vulkanen fragter kvinder og mænd sten på deres hoveder, mens støvet hvirvler omkring dem. Nede i byen fejrer indbyggerne arbejdernes internationale kampdag med ringridning, hestevæddeløb og hyldestsange dedikeret til det afdøde, anti-koloniale ikon Amílcar Cabral og hans pan-afrikanske parti P.A.I.G.C.. 

I Guinea-Bissau er befolkningen også i gang med at gøre sig klar til en fejring. Her, hvor man stadig fisker i skjorteærmer, er man ved at forberede den årlige stolthed: karnevalet. Hænder er i fællesskab gået i gang med at skabe en kulturel, social og politisk verden gennem absurde masker og farverige udklædninger. Der driver en nænsom koncentration fra de simple afstøbninger, der senere i karnevalsoptoget bliver vakt til live som enorme krokodiller, blæksprutter, solsikker og drager, der fletter sig ind og ud af overdimensionerede menneskehoveder med store næser og lange hager. 

Årene er 1979 og 1980, og der er gået fem og seks år siden Kap Verde og Guinea-Bissau vandt deres selvstændighed tilbage fra den portugisiske kolonimagt, der i mere end 500 år havde besat dem. Stemningen er høj, og håbet blomstrer, i de to lande, som det ledende parti P.A.I.G.C. drømmer om at forene i én fælles nation under navnet: Guinea-Kap Verde. Derfor har partiet inviteret den fransk-guadelopanske filmskaber og politiske aktivist Sarah Maldoror (1929-2020) til at dokumentere landenes nyvundne selvstændighed fra Portugal. Og ud af hendes besøg kommer de tre korte dokumentarfilm Fogo, Fire Island, Carnival in the Sahel og Carnival in Bissau. Tre film, der udgør den såkaldte ‘Karnevalstrilogi’.

De tre film er musikalske observationer af de karnevalistiske fejringer, ceremonier, demonstrationer og ritualer. Det er åbenbaringer; måder at bearbejde dele af 500 års manglende frihed på. Folkehelten Amílcar Cabral, der var født i Guinea-Bissau af kapverdiske forældre, så kultur som en nødvendighed for et folk. Han mente, at et lands modstandskraft hænger sammen med dets kulturelle kapacitet. Karnevallerne er en del af den kulturelle kapacitet, film er en anden. Men Sarah Maldoror dokumenterer ikke bare karnevallerne i deres forskellige stadier. Hun lader også filmene drage ad omveje og indtage jorden, vulkanen, vinden, farverne. Hun registrerer karnevalets tilblivelse og hun bygger det selv: billede ved siden af billede, lyd ovenpå lyd. Filmskaberen selv har engang sagt, at man altid skal være klar til at indfange det, der findes bag skyen. Og i karnevalstrilogien indser man netop, at vi skal være klar til at holde med skyerne. 

Maldoror var en af de første kvindelige filmskabere til at dokumentere kampen mod kolonialismen i Afrika og er mest kendt for spillefilmen Sambizanga (1972) om selvstændighedskampen i Angola. I sin levetid lavede hun portrætfilm af kunstnere, politikere og kulturelle artefakter, spillefilm og dokumentarfilm. Hun var marxist, revolutionær og anti-kolonial. Både som person og i sine film. Udgangspunktet og synspunktet er tydeligt, men aldrig fordømmende. Sådan er det også i karnevalstrilogien. Det er politiske film, og det er poetiske film. Men mest af alt er de våben til at skabe forandring:

“Filmkunsten er et revolutionært værktøj for mange afrikanske filmskabere, en politisk uddannelse til at tilvejebringe en forandring i folks bevidsthed. Den politiske dimension indskrev sig som en del af udbredelsen af den tredje verdens filmkunst, der forsøgte at afkolonisere tidens tænkning og fremme radikale sociale forandringer.” – Sarah Maldoror. 

Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.

Kopi: Les Amis des Sarah Maldoror & Mario de Andrade. Tak til Annouchka de Andrade.