“What good is it to save a man if you destroy him while you’re doing it?”

En ung mand bliver slået i hovedet med en vandflaske på et dansegulv og ender med at miste livet. Sagen er klar: Robert Graham, den mand, der slog med vandflasken, er den skyldige. Han slog, fordi han troede den anden mand rakte ud efter en kniv. Men kniven viste sig blot at være et lommetørklæde. Fra selvforsvar til manddrab, et liv der splintrer på et splitsekund.

Mark Brady er statsadvokaten, der skal lede sagen mod Robert Graham. Bevæbnet med sætninger som: “The criminal code is my bible”, “Somebody’ got to pay” og “An eye for an eye”, får han dømt Graham til ti års fængsel, selvom han udmærket ved, at han ikke bærer den kriminelles DNA, men blot er en ung mand, der mistede besindelsen et kort øjeblik.

Flere år senere er Graham ved at blive desperat og sindssyg i sin lille fængselscelle, da statsadvokat Brady pludselig bliver direktør i selvsamme fængsel. Han ankommer med sin smukke datter, Mary, og en alternativ tilgang til fængselsdrift, hvor man eksempelvis godt kan lade sig barbere af en fange, der sidder inde på livstid for at have skåret halsen over på en anden mand. Og måske er Bradys ankomst, en ny chance for Graham i en verden fuld af ødelagte mænd med nedbrudte sind og knækkede sjæle. 

I The Criminal Code (da. Den uskrevne lov) befinder man sig i den omvendte verden. En verden, hvor koderne, reglerne og straffeloven ikke lyder på samme måde, som på den anden side af murene. Det er en verden, hvor moralens vogter og den, der sørger for, at koderne bliver overholdt, og de knækkede mænd stadig kan stå oprejst, paradoksalt nok spilles af Boris Karloff, der er mest kendt for at have spillet Frankenstein.  

Her i 1931 udnytter Howard Hawks alle filmteknologiens nyeste muligheder. Allerede i denne tidlige Hawks-film eksperimenterer instruktøren med den form for speed-talk og overlappende dialog, som han senere skulle blive kendt for at bruge i sine screwball-komedier. I The Criminal Code tilfører de rappe replikker dog ikke leg og lethed, men en kontant og brutal tone til de i forvejen dunkle billeder plukket direkte fra dit værste mareridt, hvor militante rækker af marcherende fanger bevæger sig op og ned og ud og ind i takt og i mønstre. Her hviner sirener skingert, og fangerne jamrer i et infernalsk kor af hyl og skrig for at stresse fængselsbetjentene og skabe et kaos, hvori fangernes egne regler kan opretholdes og eksekveres. Filmen er fra 1931, da lydfilmen stadig var forholdsvis ny, og det er svært ikke at tænke på, hvilken effekt lydene måtte have på datidens stadigt uøvede ører. 

The Criminal Code er et af Hawks’ mere oversete værker. Det skyldes til dels, at hans kendte og populære Scarface (1932) udkom kort tid efter og kastede en tung skygge over den. Men The Criminal Code er mindst lige så brutal og filmisk overvældende. Og selv den dag i dag besidder filmen en klarhed og direkthed, som kun få andre film har været i stand til at fremmane.

Hvis der er en ting, loven ikke dækker, er det kærlighed, og The Criminal Code er ikke kun en film om skæbne og moral. Den er til syvende og sidst også en film om kærlighed. Mellem fanger, mellem far og datter og mellem mand og kvinde. Yeah?

Yeah.

Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Kopi: Svenske Filminstitutet.

Vi er kun halvvejs i 2020’erne, men vi tør godt allerede nu udnævne exergue - on documenta 14 som en af årtiets mest overvældende dokumentarfilm. Et filmisk unikum på 14 timer fortalt i 14 kapitler, der følger kurator Adam Szymczyk, mens han står i spidsen for den 14. udgave af en af verdens mest prominente kunstudstillinger, documenta.

exergue - on documenta 14: Bag den beskedne titel gemmer der sig et storværk på 14 timer om kunstinstitutionen documenta og dens rolle i en foranderlig verden. Filmen følger den kunstneriske leder Adam Szymczyk og hans hold af kuratorer fra 2015 til 2017, mens de forbereder den 14. udgave af mega-udstillingen documenta.

Under titlen “Learning from Athens” byggede deres udstilling på et ønske om at konfrontere den politiske dagsorden med historiske perspektiver, og i et forsøg på at skubbe til kunstinstitutionens grænser skulle udstillingen ikke blot afholdes i Kassel som almindeligvis, men også i Athen, epicentret for flygtninge- og gældskrisen.

Med sit todelte fokus medførte “Learning from Athens” ikke blot store logistiske udfordringer, men resulterede også i et økonomisk underskud for documenta og genererede en medieskandale af internationale proportioner, der i sidste ende overskyggede udstillingens kunstneriske meritter. Szymczyks kurateringsprincipper udløste også kritik, da de blev opfattet som didaktiske og som en instrumentalisering af presserende emner som flygtningekrisen, neoliberalisme og højrefløjens verdensomspændende fremgang.

Alt dette forholder exergue - on documenta 14 sig til. Ved at klippe mellem forberedelserne på udstillingen og den efterfølgende åbning og modtagelse formår filmens instruktør Dimitris Athiridis at spejle de to processer i hinanden og genvinde nogle af de kuratoriske overvejelser, som blev glemt i lyset af medieskandalen.

Det særegne ved exergue - on documenta 14 er, at den beror på en række indre spændinger. Med en spilletid på 14 timer, opdelt i 14 kapitler, er der tale om en narrativ og oplevelsesmæssig tour de force, men filmen er samtidig sammenstykket af et yderst lavmælt og undseeligt formsprog. Athridis’ kamera er mestendels håndholdt og observerende, og det lader os iagttage kuratorholdets vanlige arbejdsopgaver: mailkorrespondancer; diskussioner om pressemeddelelser; rejser til andre dele af verden for at mødes med kunstnere; installationer af værker; redaktions- og budgetmøder; endnu flere redaktions- og budgetmøder; endnu endnu flere redaktions… og takket være den serielle struktur akkumuleres skildringen af sådanne arbejdsopgaver til noget forunderligt fascinerende.

Resultatet er et hidtil uset indblik i den institutionelle kunstverden, samt de politiske og økonomiske mekanismer, som både muliggør og begrænser kunstens levedygtighed. Whiteboard-tavler og excel-ark har aldrig før været så filmisk vedkommende.

I 00’erne førte Pedro Costas In Vanda’s Room og Wang Bings West of the Tracks dokumentarfilmen ad nye veje. I 10’erne gjaldt det Lucien Castaing-Taylor og Véréna Paravels Leviathan og Chantal Akermans No Home Movie. Når vi om fem år skal gøre regnskab over 2020’ernes filmkunst, mon ikke at exergue - on documenta 14 er en af de film, der vil have efterladt et seriøst aftryk.

PROGRAM
Filmen vises over to dage. 7 kapitler pr. dag.  
Vi serverer kaffe og te i pauserne. Det vil være muligt at købe mad i Cinematekets restaurant eller café (ikke inkluderet i billetten). 

Billetpris: 125 kr. pr. dag (husk at købe billetter til begge dage).

LØRDAG DEN 10. MAJ
14.00-18.10: Kapitel 1-4
18.10-19.00: Pause
19.00-21.30: Kapitel 5-7

SØNDAG DEN 11. MAJ
12.30-15.30: Kapitel 8-10
15.35-16.00: Pause
16.00-18.05: Kapitel 11-12
18.05-18.30: Pause
18.30-20.50: Kapitel 13-14
20.50. Tak for denne gang!

Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Kopi: Kino Rebelde.