En aften dedikeret til to af de største stemmer i fransk film, Jean-Luc Godard og Paul Vecchiali. De to filmskabere gik bort i henholdsvis 2022 og 2023, men på dødslejet nåede de hver især at indspille deres sidste film, som siden er udkommet posthumt. Det er umuligt at forlade en film af Godard ubeskadiget, ligesom man ikke kan forlade en film af Vecchiali uberørt. De var venner og kollegaer, og vi er stolte over at kunne præsentere deres afskedsværker sammen.
Scénarios + Exposé du film annonce du film “Scénario” (Godard)
Da Jean-Luc Godard døde den 13. september 2022 af assisteret selvmord, havde han i to år arbejdet på sin sidste spillefilm, Scénario. Filmen skulle have været inddelt i seks kapitler og bestået af både stillbilleder og levende billeder. Godard havde brugt utallige notesbøger til at nedskrive sine tanker og idéer. Men i dagene op til sin død vendte han filmen på hovedet og fortalte sine assistenter, Fabrice Aragno og Jean-Paul Battagia, at den nu skulle bestå af to sekvenser. Dette blev til filmen Scénarios (18 min.).
De to sekvenser i Scénarios indledes med en række identiske scener. Men den anden sekvens slår så ind på en anden vej og afsluttes med et selvportræt af Jean-Luc Godard – dette er de sidste billeder af Godard, og de sidste billeder skabt af Godard. Han sidder i sin seng i bar overkrop, i en position, der minder om Pigalles skulptur af den afklædte Voltaire. Godard skjuler intet af livets eller kroppens slid. Og så slutter Scénarios, som den begyndte: med en gentagelse. En evig tilbagevenden.
Et år tidligere, i oktober 2021, havde Godard præsenteret sine tanker om spillefilmen Scénario til Aragno og Battagia. Selvom spillefilm aldrig blev til noget, blev denne præsentation af idéen om en spillefilm optaget og omformet til sin egen film: Exposé du film annonce du film “Scénario” (36 min.)
De to film havde verdenspremiere på Cannes Festivalen i 2024.
(Skrevet af Écran noir productions, oversat og redigeret af Tusind sole)
Bonjour la langue (Vecchiali)
Et improviseret melodrama indspillet på én dag i oktober 2022 – en måned efter Jean-Luc Godards død, til hvem filmen også er dedikeret. Titlen Bonjour la langue er en reference til Godards film Adieu au langage fra 2014, og en af filmens to hovedkarakterer hedder da også Jean-Luc. Denne spilles af Pascal Cervo, Paul Vecchialis faste samarbejdspartner, mens Vecchiali selv indtager den anden hovedrolle. Efter seks års adskillelse konfronterer Jean-Luc sin far med fortidens spøgelser. De taler om Jean-Lucs mor og om de ting, de plejede at lave sammen, da Jean-Luc var barn. De taler om filmskaberen John Ford, om tærsklen mellem drøm og virkelighed, om alderdom og ungdom. Kort sagt, de taler om livet.
Vecchiali græder gennem hele filmen. Først græder han, da han genforenes med sønnen. Senere græder han, fordi han tænker på de venner, som er gået bort. Og hver gang er det svært at gennemskue, om det er karakteren, der græder, eller om det er Vecchiali selv. I sidste ende er det også underordnet, om det er den ene eller anden. I alle sine film har Vecchiali ladet karakter og skuespiller træde ligeværdigt frem, side om side, uden hierarki. Det eneste, der betyder noget, er det, tårerne udtrykker.
Bonjour la langue starter med et løfte til tilskueren: Disse billeder vedrører følelser. Følelser er svære at vække; de kræver opmærksomhed og seriøs omsorg, både fra filmskaberen og fra publikum. Det er som Samuel Fuller forklarer det i Godards Pierrot le Fou (1965): “A film is like a battleground – it has love…hate…action…violence…death…in one word – emotions.” Vecchiali sælger os ikke følelser, han tilbyder dem til os. Følelserne kommer ikke kun til udtryk gennem karaktererne, men gennem hele filmen, dette alsidige medie bestående af tid, bevægelse, stilhed, lyd, musik, rum, mennesker og genstande. Dette er en filmkunst, der har tillid til sit publikum og til den familiære kærlighedshistorie på lærredet.
Paul Vecchiali døde den 18. januar 2023 i en alder af 93 år, fire måneder efter Godard. Bonjour la langue havde verdenspremiere på Locarno Film Festival ‘23 og blev den sidste tilføjelse til et værk, der spænder sig over 57 år og mere end 40 film. Ligesom Godard var han folkelig og marginal på én og samme tid.
Præsenteres i samarbejde med Den Danske Filmskole.
Kopi: Écran noir productions og Vidéo de poche.
Tak til Mitra Farahani, Fabrice Aragno, Nicole Brenez, Benjamin Delboy og Malik Saad.
“What good is it to save a man if you destroy him while you’re doing it?”
En ung mand bliver slået i hovedet med en vandflaske på et dansegulv og ender med at miste livet. Sagen er klar: Robert Graham, den mand, der slog med vandflasken, er den skyldige. Han slog, fordi han troede den anden mand rakte ud efter en kniv. Men kniven viste sig blot at være et lommetørklæde. Fra selvforsvar til manddrab, et liv der splintrer på et splitsekund.
Mark Brady er statsadvokaten, der skal lede sagen mod Robert Graham. Bevæbnet med sætninger som: “The criminal code is my bible”, “Somebody’ got to pay” og “An eye for an eye”, får han dømt Graham til ti års fængsel, selvom han udmærket ved, at han ikke bærer den kriminelles DNA, men blot er en ung mand, der mistede besindelsen et kort øjeblik.
Flere år senere er Graham ved at blive desperat og sindssyg i sin lille fængselscelle, da statsadvokat Brady pludselig bliver direktør i selvsamme fængsel. Han ankommer med sin smukke datter, Mary, og en alternativ tilgang til fængselsdrift, hvor man eksempelvis godt kan lade sig barbere af en fange, der sidder inde på livstid for at have skåret halsen over på en anden mand. Og måske er Bradys ankomst, en ny chance for Graham i en verden fuld af ødelagte mænd med nedbrudte sind og knækkede sjæle.
I The Criminal Code (da. Den uskrevne lov) befinder man sig i den omvendte verden. En verden, hvor koderne, reglerne og straffeloven ikke lyder på samme måde, som på den anden side af murene. Det er en verden, hvor moralens vogter og den, der sørger for, at koderne bliver overholdt, og de knækkede mænd stadig kan stå oprejst, paradoksalt nok spilles af Boris Karloff, der er mest kendt for at have spillet Frankenstein.
Her i 1931 udnytter Howard Hawks alle filmteknologiens nyeste muligheder. Allerede i denne tidlige Hawks-film eksperimenterer instruktøren med den form for speed-talk og overlappende dialog, som han senere skulle blive kendt for at bruge i sine screwball-komedier. I The Criminal Code tilfører de rappe replikker dog ikke leg og lethed, men en kontant og brutal tone til de i forvejen dunkle billeder plukket direkte fra dit værste mareridt, hvor militante rækker af marcherende fanger bevæger sig op og ned og ud og ind i takt og i mønstre. Her hviner sirener skingert, og fangerne jamrer i et infernalsk kor af hyl og skrig for at stresse fængselsbetjentene og skabe et kaos, hvori fangernes egne regler kan opretholdes og eksekveres. Filmen er fra 1931, da lydfilmen stadig var forholdsvis ny, og det er svært ikke at tænke på, hvilken effekt lydene måtte have på datidens stadigt uøvede ører.
The Criminal Code er et af Hawks’ mere oversete værker. Det skyldes til dels, at hans kendte og populære Scarface (1932) udkom kort tid efter og kastede en tung skygge over den. Men The Criminal Code er mindst lige så brutal og filmisk overvældende. Og selv den dag i dag besidder filmen en klarhed og direkthed, som kun få andre film har været i stand til at fremmane.
Hvis der er en ting, loven ikke dækker, er det kærlighed, og The Criminal Code er ikke kun en film om skæbne og moral. Den er til syvende og sidst også en film om kærlighed. Mellem fanger, mellem far og datter og mellem mand og kvinde. Yeah?
Yeah.
Præsenteres i samarbejde med Cinemateket.
Kopi: Svenske Filminstitutet.